Svenske myndigheder beslaglagde narko i hver femte bil på Øresundsbroen i foråret, viser tal fra de svenske toldmyndigheders hjemmeside.

Når euforiserende stoffer smugles over grænserne til Sverige og Norge, er Danmark så godt som altid transitland. Det skriver b.dk.

Det fik tirsdag både politiske partier fra Norge og Sverige samt de danske, svenske og norske toldforbund til at rette kritik mod den manglende danske toldindsats.

Stikprøvekontroller i foråret gav det resultat, at hver femte bil, der kørte over Øresundsbroen fra Danmark til Sverige, var ladet med narkotika.

I perioden mellem den 20. februar og den 12. marts stoppede og kontrollerede de svenske toldmyndigheder i Helsingborg 585 køretøjer, da de ankom til Sverige fra Danmark via Øresundsbroen.

I 125 tilfælde - altså i hver femte bil - blev der beslaglagt narko. Det viser opgørelser fra de svenske toldmyndigheder, Tullverket.

Dansk Told og Skatteforbund fortæller, at det bekræfter det, de hele tiden har efterspurgt: Flere medarbejdere.

- Jeg tror hverken svensk eller norsk told er imponeret over den mængde af kontroller, vi laver. Vi trænger efterhånden til noget nyt blod og nogle flere, der kunne blive uddannet i det her arbejde, siger Orla Olesen, som er formand for Toldudvalget i Dansk Told og Skatteforbund.

De Konservatives skatteordfører Brian Mikkelsen (K) mener ikke, at regeringen prioriterer toldindsatsen højt nok. Ifølge ham viser tallene, at der er et problem.

- Meget af smuglingen er bandeorganiseret, og der er store penge involveret. Derfor skal vi have et øget samarbejde mellem Skat og politi. Stikprøvekontrollen viser, at der er gevinst, hvis man går ind og gør noget, siger den tidligere justitsminister for De Konservative.

Men stikprøvekontrollen hidser ikke Liberal Alliance op.

- Jeg har ikke noget synspunkt om, at vi skal til at stoppe alle biler, der kommer til Øresundsbroen. Det ville være skrækkeligt. Jeg synes, det er godt med fri bevægelighed, siger retsordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Han mener i stedet, at man lige så godt kan forstærke de spanske eller græske grænser, hvor narkotikaen kommer ind i Europa.