Politiet overvejer at offentliggøre billede af koma-patient

Der er stadig ingen, der har henvendt sig i sagen om den kvindelige kondiløber, der faldt om med hjertestop under en løbetur ved Nyhavn i København lørdag eftermiddag.

- Nej, vi har stadig ikke fundet ud af, hvem hun er, og der er ingen, der har henvendt sig, fordi de savnede hende.

Det fortæller den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Henrik Orye, til bt.dk.

Søndag morgen ligger hun stadig i kunstig koma på Rigshospitalet, og lægerne regner med at de vil forsøge at vække hende om et par dage.

Kvinden havde ikke noget id på sig, og derfor vil politiet meget gerne i kontakt med eventuelle pårørende, som kan identificere hende. Politiet frygter, at hun kan have børn, der venter derhjemme.

Kvinden faldt om midt i et befærdet område ved Nyhavn, og forbipasserende ringede hurtigt 112. Hun blev efterfølgende genoplivet på Rigshospitalet, men er ifølge vagtchefen fortsat ikke ved bevidsthed.

Politiet har et billede af kvinden, som man lige nu overvejer, om man vil offentliggøre.

Københavns Politi mener, at kvinden er fra det område, hvor hun faldt om og beskriver hende som i midten af 30erne, mellemøstlig af udseende, 165 centimeter høj, spinkel af bygning og veltrænet. Hun har mørkt, krøllet hår.

Hun var iført sort løbetøj, heriblandt en sort Helly Hansen løbejakke, sorte Helly Hansen træningsbukser, sorte løbetights af mærket Nike og en blå t-shirt af mærket Columbia. Hun havde hvide strømper på, som sad uden på løbebukserne, og hendes Asics løbesko i størrelse 39,5 er pink, grå og hvide, oplyser politiet.

Kvinden bar desuden en marguerit halskæde.

- Endelig er det værd at bemærke, at hun havde en nøglering, hvor der står 'Lexus GS'. Det er et bilmærke, som der ikke kører så mange rundt af i Danmark, så hvis man kender en kvinde i 30'erne, der har sådan en bil, vil vi meget gerne høre fra dem, siger Henrik Orye.

En Lexus GS er en større bil i luksusklassen.

Han tilføjer, at man jo heller ikke kan udelukke, at kvinden har været på besøg i Danmark og har boet på et hotel i nærheden.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man henvende sig til Københavns Politi på telefonnummer 114.

BNB