Kender du noget til sagen, så skriv til BT på 1929@bt.dk eller via vores Facebook-side.

Torsdag eftermiddag eksploderede et hus ved Stjær i nærheden af Galten i Midtjylland. I første omgang var meldingen fra politiet, at man ikke kunne få kontakt til husets kvindelige beboer.

Tidlig fredag morgen oplyser Sydøstjyllands Politi, at de har fundet et lig, som de formoder er beboeren af huset.

»Vi har for lidt over en time siden fundet en død person i murbrokkerne. Vi formoder, det er den 87 årige kvindelige beboer,« siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til BT.

Myndighederne kan nu se frem til et par dages arbejde i forbindelse med de tekniske undersøgelser af eksplosionen, som man stadig formoder er en gasulykke.

»Huset er jo stort set jævnet med jorden, så det kræver lidt fysisk arbejde at komme gennem bygningen.«

»Huset er helt og aldeles skilt fra hinanden«

BTs mand på stedet oplyste torsdag, at der lå store dele fra huset mere end 20 meter væk fra huset.

»Huset er helt og aldeles skilt fra hinanden. Og der ligger et hus på den anden side af vejen, hvor vinduerne er trykket ind,« sagde BTs mand på stedet, som også fortalte, at brandvæsen og politi var massivt til stede ved huset.

Kvindens pårørende er blevet underrettet om fundet.