En hundepatrulje fra Østjyllands Politi var søndag aften involveret i et trafikuheld i krydset mellem Viborgvej og Ringgaden i Aarhus.

Uheldet skete klokken 19, da en personbil pludselig kørte ind i en patruljevogn, hvori der sad to uniformerede betjente og to politihunde.

»Hundene sad bagi, og personbilen ramte patruljevognens bagende. Men der skete ikke noget med hverken betjente eller hunde,« fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Christian Riis.

Der sad tre personer i bilen, der kørte ind i hundepatruljen, og to af dem klagede efter sammenstødet over smerter. Derfor blev de sendt på hospitalet med to ambulancer, oplyser Christian Riis.

»Men ellers skete der bare nogle materielle skader på bilen. Indsatslederen er blevet sendt til stedet, så han kan undersøge de nærmere omstændigheder omkring uheldet,« siger vagtchefen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er desuden blevet underrettet om hændelsen.

BNB