Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

»Vi har det forfærdeligt. Det er også derfor, vi gerne vil fortælle vores historie, så det forhåbentligt ikke sker for andre.«

Sådan fortæller 25-årige Natasja Wildenrath, efter hun tirsdag aften måtte tage afsked med sin og familiens elskede hund Kaizer.

Den fire-årige labrador-blanding kom tilsyneladende over hegnet ind til naboen i den lille landsby Store Rørbæk i Nordsjælland omkring klokken 19:30, og kort tid efter blev den ifølge Natasja Wildenrath fundet skudt og hårdt såret.

Til BT fortæller hun, at familien mener, det var deres nabo, der skød hunden med et haglgevær, efter den var kommet ind i hans have.

»Min fars kone kunne pludselig høre, at vores anden hund gøede, og hun undrede sig over, hvorfor hun kun kunne høre den ene hund. Hun løb derfor ud i haven, hvor hun kunne se vores ene hund, som stod ved hegnet. Den anden hund - Kaizer - var kommet over hegnet og ind i vores bagbos have,« forklarer Natasja.

Hunden Kaizer.
Hunden Kaizer. Foto: Natasja Wildenrath
Vis mere

Det vides endnu ikke, hvordan hunden er kommet over hegnet, der er 1,60 meter højt.

Natasja fortæller, at hendes fars hustru kunne høre, at naboen angiveligt råbte, at hun skulle komme og hente hunden.

»Han råber, at hvis vi ikke kommer og henter den, så vil han dræbe den. Min fars hustru siger så, at han ikke skal gøre noget, at hun nok skal komme, men at det vil tage lidt tid, før hun kan komme hele vejen rundt om til hans hus,« siger hun og fortsætter:

»Hun hører så tre skud, før hun kommer derhen, og hun finder vores hund liggende foran hans hoveddør. Han er blevet skudt. Hun havde ikke en jordisk chance for at nå derhen, før han blev skudt.«

Da Kaizer blev fundet, hev han efter vejret. En dyrlæge blev tilkaldt, ligesom Natasja og hendes bror - Alexander Wildenrath Altofte - blev ringet op af deres fars hustru, som fortalte, hvad der var sket.

Dyrlægen konstaterede, at der ikke var noget at gøre. Og Kaizer blev aflivet.

Ifølge Natasja var Kaizer en sød og rolig hund, som ikke tidligere havde været inde i naboens have. Derfor forstår hun ikke, hvorfor naboen ifølge hende og hendes familie skulle have skudt ham.

»Han har ikke tidligere været inde i haven. Vores nabo påstår, at han har været derinde før, men det har han altså ikke,« siger hun.

»Hvis der endelig var noget, så kunne han have håndteret det på en anden måde. Han kunne have taget vores hund i snor, han kunne have låst sig selv inde i sit hus, han kunne have kastet en sten, hvis han var utryg. Alt andet i stedet for at tage et våben,« fortsætter hun.

Alexander Wildenrath Altofte med Kaizer.
Alexander Wildenrath Altofte med Kaizer. Foto: Alexander Wildenrath Altofte
Vis mere

Efter Kaizer afgik ved døden tirsdag aften, valgte Natasja at skrive et opslag om hændelsen på Facebook. Det er nu blevet delt mere end 2.000 gange.

»Jeg håber, at det her kan føre til, at loven bliver ændret, så det ikke kommer til at ske igen, og ingen uskyldige dyr kan blive skudt,« siger hun.

Til Ekstra Bladet forklarer naboen, der selv har hund og ikke ønsker sit navn frem, at han har haft besøg af politiet efter episoden.

»Jeg har sagt det, der skal siges til politiet. Du har ret i, at der verserer en sag,« siger naboen.

Til BT bekræfter Nordsjællands Politi, at de har modtaget en anmeldelse fra familien i sagen, og at man i øjeblikket efterforsker den for at finde ud af, hvad der helt præcist er sket.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.