En mand fandt fredag eftermiddag en mortergranat, da han var ude for at lufte sin hund på Klintholm Strand ved Hesselager på Sydøstfyn. Det oplyser Fyns Politi til tv2.dk.

Det menes, at der er tale om en gammel mortergranat fra Anden Verdenskrig.

»Det er ikke noget, der under normale omstændigheder ligger frit fremme, men en gang imellem driver de jo i land, og så er det at ringe til politiet, siger vagtchef ved Fyns Politi Mie Brøchner.

Hundelufteren kontaktede da også netop politiet, der rykkede ud til stedet.

Der blev også tilkaldt ammunitionsryddere, som fredag aften har fjernet granaten fra stranden.

BNB