Selvom den mest naturlige følelse måske ville være had. Vrede. Foragt. Måske endda afsky.

Så spiller sindet hos moren til den 14-årige dreng Marcus, der i marts måned døde i en lejlighed på Østerbro i København, på nogle andre og mere tilgivende tangenter.

Som hun sidder der i retslokalet i Københavns Byret over for kvinden, der står anklaget for ikke at hjælpe hendes i dag afdøde søn - da han han havde allermest brug for det - strejfes hun til tider af medfølelse og empati.

»Selvom jeg selvfølgelig er vred og ikke kan forstå, hvorfor hun ikke gjorde noget for at hjælpe min søn, så har jeg også ondt af hende. Hun græder meget, og der er ingen tvivl om, at hun også har det hårdt,« siger Marcus mor til B.T.

Hun forklarer, hvordan de to mødre - på et slags metafysisk plan, der ikke er så let at forklare - deler den ubarmhjertige og altoverskyggende smerte, der ligger i at miste sit barn.

»Hun har jo selv mistet sin datter, så hun kan helt tydeligt også mærke sorgen og ved, hvad det vil sige at gå igennem det her.«

Selvom Marcus’ mor momentvis føler overskud og empati, er følelsen af fortvivlelse og manglende forståelse konstant.

Spørgsmål som: 'Hvorfor hjalp du ikke?', 'hvorfor reagerede du ikke?' og 'hvordan kunne du bare lade ham ligge?' fylder hver dag, når hun tænker på, hvordan den 41-årige kvinde ifølge tiltalen mod hende ikke reagerede på, at Marcus løbende blev mere behandlingskrævende og svækket, var ukontaktbar, kastede op og blev tiltagende mere bleg, kold og stiv i kroppen, da han lå på badeværelsesgulvet i den 41-åriges lejlighed.

Marcus var en glad og aktiv dreng, der blandt andet elskede at spille fodbold. Privatfoto.
Marcus var en glad og aktiv dreng, der blandt andet elskede at spille fodbold. Privatfoto. Foto: Privatfoto
Vis mere

I dag, onsdag, afsiges der dom i sagen mod den 41-årige kvinde.

Det er ikke et punktum, for sorgen over tabet af Marcus vil for altid være der. Måske er det en sløjfe, medgiver Marcus mor, som mange gange siden den vinterkolde martsdag har flirtet med tanken om, at dommen - som hun håber betyder fængsel - kunne være startskuddet til tilgivelse.

»Jeg har mange gange tænkt på at tilgive hende. Men lige nu må jeg også bare erkende, at jeg nok ikke helt er der endnu. Det skyldes nok, at der er så mange spørgsmål, jeg stadig ikke har fået svar på i forhold til, hvad der skete med Marcus den aften.«

14-årige Marcus
14-årige Marcus Foto: Privatfoto
Vis mere

Den 41-årige kvinde nægter sig skyldig.