Sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, 32, har anket den dom på livstid, som hun har fået for at slå tre patienter ihjel og prøvet at dræbe en fjerde med dødelige medicinindsprøjtninger på sygehuset i Nykøbing Falster. Særligt et af dødsfaldene var tæt på bare at gå i glemmebogen.
Læger og sygeplejersker på intensivafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus kløede sig i nakken af undren, da de kort før midnat 4. marts 2012 så urinprøven for patienten Arne Herskov, der netop var død.
Den 72-årige mand viste tegn på dødelig forgiftning af morfin og stesolid, og han skulle godt tre år senere vise sig at blive en af de tre patienter, som den nu 32-årige sygeplejerske Christina Aistrup Hansen blev idømt fængsel på livstid for at have slået ihjel med vilje.
Hun har under hele sagen nægtet sig skyldig og har nu anket dommen til frifindelse, og allerede under ankesagens start i Nykøbing Falster er det blevet tydeligt, hvor uhyre tæt på det var, at Arne Herskovs dødsfald i 2012 på grund af en sammenfald af uheldige omstændigheder kunne være gået i glemmebogen.
Samtidig rejser det spørgsmålet, om de to senere drab og et drabsforsøg, som sygeplejersken ved den nu ankede dom er blevet kendt skyldig i at have begået, kunne være forhindret, hvis politiets efterforskere og sygehusets ansvarlige allerede i 2012 havde set skriften på væggen.
Patienten Arne Herskov skulle 4. marts 2012 efter planen være udskrevet næste dag, men på uforklarlig vis fik han om formiddagent hjertestop lige efter, at han havde fået øllebrød som morgenmad på medicinsk afdeling M 130. Den morgen var den nu tiltalte Christina Aistrup Hansen gruppeleder for afdelingens sygeplejersker. Derfor var det hende, der havde hældt morgenmedicin op og delt den ud.
Det var også hende, der kl. 09.39 slog alarm om Arne Herskovs hjertestop og som den første gav ham hjertemassage, hvorefter han i en fart blev overflyttet til intensivafdelingen. Her fik personalet mistanke om, at han kunne være blevet forgiftet, fordi hans pupiller var meget små. Han fik modgift mod morfin, som han reagerede positivt på. Men hans liv stod ikke til at redde, og kl. 21.30 blev han erklæret død.
Kl. 23.56 samme aften anmeldte hospitalet det mistænkelige dødsfald til politiet. En patruljevogn blev i første omgang sendt ud til hospitalet, hvor betjentene ankommer kl. 01.20. På det tidspunkt er liget af Arne Herskov dog allerede nået at blive gjort i stand, inden hans pårørende skal sige farvel.
Det betyder blandt andet, at de drop, som han har haft i højre arm og venstre håndled, er blevet smidt i sygehusets skraldespande. Betjentene på stedet spørger om natten vagtcentralen, om man skal sikre det materiale, men det beslutter man ikke at gøre.
Der bliver heller ikke indledt en grundig og intensiv drabsefterforskning. I stedet er det lokalpolitiet i Nykøbing Falster, der efterforsker sagen på et mere fredeligt niveau som en mulig overtrædelse af autorisationsloven.
Næste dag bliver en god håndfuld af de ansatte på afdeling M 130 afhørt - blandt andre den nu tiltalte Christina Aistrup Hansen. Hun får lov til at have sin overordnede - afdelingssygeplejersken L - ved sin side under afhøringen. Også sygeplejerskens mandlige kollega PB er blandt de afhørte.
Hans stærkt belastende vidneudsagn kom retten senere til at lægge stor vægt på under nævningesagen i byretten sidste år, men lokalbetjentene tillagde den tilsyneladende ikke megen betydning i 2012. I hvert fald blev ved en fejl ikke skrevet en afhøringsrapport om hans iagttagelser.
Som vidne i byretten kunne den mandlige kollega PB ellers fortælle, at han havde set Christina Aistrup Hansen komme fra afdelingens medicinrum med en sprøjte i hånden med klar væske. Det undrede ham, da der lige var delt medicin ud, og smertestillende/beroligende midler normalt blev givet i et drop. Hun havde retning mod den del af afdelingen, hvor Arne Herskovs stue 34 befandt sig. Og kort efter lød alarmen om hans hjertestop.
En anden kollega forklarede, at Christina Aistrup Hansen som den eneste af dem, der var på vagt, ikke var til stede i personalerummet, i tidsrummet op til at alarmen gik.
Lokalpolitiets efterforskning løb ud i sandet, da man ikke mente at kunne finde ud af, hvilken af de sygehusansatte, der eventuelt havde gjort noget forkert. Også internt på sygehuset endte en såkaldt kerneårsagsanalyse af årsagen til det gådefulde dødsfald ud i ingenting. Man slog sig tilsyneladende til tåls med, at Arne Herskov måske selv kunne have været skyld i dødsfaldet ved at kunne have taget den dødelige medicin selv. En del af patienterne på afdelingen var misbrugere, og det var ikke unormalt, at der kunne være gemt medicin eller stoffer i skabe og skuffer.
Den interne kerneårsagsanalyse blev i øvrigt ikke gemt, men destrueret af sygehuset.
På sygehuset fortsatte nogle af de ansatte dog med at have en grum mistanke om, at der kunne være noget rigtig grimt galt. Intensivafdelingen undrede sig særligt i årene 2011-2012 over de mange patienter med hjertestop, der igen og igen kom til dem fra afdeling M 130 med uforklarlige morfin- og stesolid-spor i kroppen. En læge havde ligefrem en nat råbt i frustration til personalet »I slår også altid patienterne ihjel på M 130«. Alligevel blev der ikke slået officielt alarm.
Også blandt nogle af Christina Aistrup Hansens kollleger begyndte man at have en ubehagelig mistanke om, at den energiske sygeplejerske måske kunne have en finger - eller snarere sprøjte - med i spillet i forhold til nogle af de påfaldende mange dødelige hjertestop på afdelingen. Flere kolleger gav - blandt andet umiddelbart efter Arne Herskovs død - udtrykkeligt udtryk for den alvorlige mistanke over for afdelingssygeplejersken L. Men tilsyneladende skete der ikke noget som helst. Afdelingssygeplejersken enten beroligede de urolige kolleger eller advarede dem mod at komme med den slags alvorlige beskyldinger mod en kollega.
Afdelingssygeplejersken L skulle som den tiltaltes chef oprindeligt have været afhørt som vidne under byretssagen, men blev uden nærmere forklaring trukket som vidne, kort før at hun skulle have sat sig i vidneskranken. Heller ikke under nævningesagen er hun opført på vidnelisten.
En oversygeplejerske forklarede i byrettten, at afdelingssygeplejersken selv havde bemærket, at der skete færre dødsfald og akutte forhold, efter at Christina Aistrup Hansen i 2012 stoppede på afdeling M 130. Hospitalsledelsen og politiet blev dog ikke orienteret om denne iagttagelse.
Anklagemyndigheden har ikke ønsket at oplyse BT grunden til, hvorfor afdelingssygeplejersken ikke er indkaldt til at afgive forklaring. Da hun under sagens efterforskning blev afhørt som en central figur i sagen af efterforskerne fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, havde hun en bisidder fra Dansk Sygeplejeråd ved sin side.
Ved ankesagens næste retsmøde tirsdag har anklageren til gengæld indkaldt en professor i statistik som vidne. Han har i forbindelse med efterforskningen analyseret dødeligheden på både afdeling M 130 og akutafdelingen, hvor den tiltalte sygeplejerske flyttede til i 2012. Statistikprofessoren konkluderede i byretten, at der var konstateret en klar forhøjet dødelighed på afdeling M 130 i 2011-12, når Christina Aistrup Hansen var på vagt.
