Da danske TL i sommeren 2010 rejste til Rumænien, var det for at købe et spædbarn, der skulle udsættes for seksuelle overgreb. Det fortalte den pædofilitiltaltes tidligere kammerat, hollandske Auke V., tirsdag i Retten i Randers.

»Han fortalte mig, da vi sad i bilen, at han havde planer om at købe en baby. Jeg tog det ikke alvorligt til at begynde med, det var jo en vanvittig ide,« sagde Auke V.

TL er tiltalt for at have været administrator af de to pædofile netværk 'Hoarders Hell' og 'The Love Zone' på TOR-netværket, hvor cirka 1000 medlemmer delte billeder og videooptagelser af de overgreb, de begik mod børn. Han er desuden tiltalt for at have begået overgreb mod fire børn, ligesom han tog billeder af overgrebene og delte dem med andre pædofile.

Den mørkhårede hollænder tog klokken 13 plads i vidneskranken i Retten i Randers, hvor han forklarede, at han mødte sin tidligere kammerat på et chatforum, hvor de skrev om deres fælles interesse for børneporno.

Senere begyndte de at chatte med hinanden på det TOR-netværket, hvor risikoen for at blive opdaget var mindre. Det var også på TOR-netværket, at de to kammerater administrerede 'Hoarders Hell' sammen med australske Shannon McCoole, der er blevet idømt 35 års fængsel i sagen.

Da anklager Morten Rasmussen spurgte, hvem der bestemte på 'Hoarders Hell', var Auke V. klar i mælet.

»Det var ham. TL. Det var hans site, det var ham, der havde lavet sitet. Han var hovedadministratoren, som bestemte, hvad der skulle ske,« sagde han.

I sommeren 2010 rejste TL til Holland for at besøge Auke V. Nogle dage senere kørte de sammen mod Rumænien i TL's bil, og undervejs fortalt danskeren angiveligt, at han havde planer om at skaffe et spædbarn, der skulle med til Danmark. Planen med barnet var at misbruge det seksuelt.

Efter en i Rumænien, rejste Auke V. med fly tilbage til Holland. I retten forklarede han, at han rejste, da det gik op for ham, at TL mente det alvorligt, da han sagde, at han ville have fat i et barn.

»Det er min opfattelse, at hvis han kunne have gjort det, så ville han have gennemført det,« forklarede Auke V.

Selvom TL ifølge hollænderen ikke var begejstret over hjemrejsen, led venskabet ikke et større knæk end at Auke V. efterfølgende besøgte TL i Randers. Da talte de ikke om TL's planer om at købe et spædbarn i Rumænien.

Den 2. december skal Shannon McCoole vidne via et videolink fra Australien.