Højesteretsadvokat: Fodbold-anholdelser er ulovlige og kan give store erstatninger

  •  
  • Kølvandet efter Brøndby-FCK-kampen søndag blev grimt, da fans angreb hinanden og politiet. 484 blev anholdt i det politet betegner som et voldsorgie. (Foto: Liselotte Sabroe)
1 2

- Efter det jeg foreløbig har set, så er masseanholdelserne efter fodboldkampen mellem FCK og Brøndby søndag aften ulovlige.

Så klart siger højesteretsadvokat Christian Dahlager det, efter Vestegnens Politi søndag anholdt 484 fodboldtilskuere på én gang, da der udbrød uroligheder efter kampen.

Dahlager mener, at anholdelserne er ulovlige og derfor er der risiko for, at Vestegnens Politi kommer af med et samlet millionbeløb i erstatninger.  Nøjagtigt som Københavns Politi måtte for fire år siden efter klimatopmødet i København, hvor de havde anholdt hundreder af demonstranter præventivt.

Christian Dahlager er praktisk ekspert i præventive anholdelser og den såkaldte Lømmelpakke, som folketinget vedtog i al hast inden klimatopmødet COP 15 i 2009. Loven åbner for de stærkt kritiserede præventive anholdelser, altså at politiet må anholde borgere i bunker, fordi de tror, at der måske vil ske noget ulovligt.

Men fremgangsmåden er flere gange kendt ulovlig i både by- og landsret i Danmark.  

- Det undrer mig, at Vestegnens politi ikke fatter, at det ikke er lovligt at foretage den slags anholdelser, siger Christian Dahlager til BT.

I 2010 var han én af fem advokater, der fik medhold i både by- og landsret i, at anholdelsen og tilbageholdelsen af næsten 1000 klimademonstranter var ulovlig og blandt andet stred mod Den Europæiske Menneskeretskonvention.

Demonstranterne fik tilkendt erstatninger på mellem 5000 og 9000 kroner, blandt andet fordi de blev tilbageholdt i flere timer bagbundet på den iskolde asfalt på Amagerbrogade i København, og sat i særlige trådbure inden de blev løsladt.  

- Det lader til at være nøjagtigt den samme begrundelse Vestegnens Politi benytter i forhold til de anholdte i Brøndby, som Københavns Politi benyttede dengang. Nemlig at de kaster det store net ud, og tager alle der er i nærheden. Og det er altså ikke lovligt bare at smide nettet ud og anholde alle.

- At dømme efter politiets udtalelser, er de udmærket klar over, at de anholder mange flere, end dem der er roden til problemerne, og man skal altså have en begrundet mistanke om ulovligheder, når man anholder folk, siger Christian Dahlager, der også mener, at der ligesom ved COP 15 er tale om skærpende omstændigheder ved den fremgangsmåde Vestegnens Politi har benyttet.

- Grunden til at erstatningerne blev højere end normalt ved COP 15, var blandt andet, at de ikke lod de folk, der var oplagt uskyldige gå med det samme, men tilbageholdt dem i mange timer. Jeg vil tro, at de har samme problem her.

- Hvis politiet kan se, at der er tale om eksempelvis børn, der er til fodbold med deres forældre, og ikke hardcore hooligans, så skal de lade folk gå med det samme. Det har de angiveligt heller ikke gjort, siger Dahlager, der siden 2009 har vundet to andre sager, hvor præventive anholdelser også er bedømt som ulovlige af retten.

- Det var en sag i København ved Dronning Louises Bro, hvor omkring 160 mennesker blev anholdt, samt en mindre sag i Aarhus. Og i begge tilfælde var der ingen tvivl, så på den baggrund forstår jeg slet ikke, at de ikke har forstået det ude hos Vestegnens Politi. Den slags anholdelser er ganske enkelt ikke lovlige, siger højesteretsadvokat Christian Dahlager til BT.

Læs også: