To unge mænd, den 24-årige Peter Søbygge fra Nørresundby og den 19-årige Haris Cehic fra Middelfart kan nu ånde lettet op, efter at højesteret her ved middagstid besluttede, at de ikke skal syv dage i fængsel for deres overtrædelse af våbenlovgivningen.

De var begge idømt syv dages fængsel i landsretten, men syv højesteretsdommere besluttede i dag, at de kun skulle idømmes en bøde på 3000 kr. for deres forseelse.

For Peter Søbygge var konsekvensen af fængselsdommen i landsretten, at han mistede sit job som pædagog i en institution i Jammerbugt kommune, og hvad angår Haris Cehic, så var det bl.a. en drøm at blive politimand, der gik fløjten, da han fik fængselsdommen i landsretten.

Flere folketingspolitikere har udtrykt forbavselse over, at deres skærpelse af våbenlovgviningen betød, at den ramte så hårdt på ganske almindelige mennesker som Peter Søbygge og Haris Cehic. Justitsminister Brian Mikkelsen ( K) forlangte undervejs, at sagen skulle indbringes for højesteret

Peter Søbygge havde et multiværktøj i sin bils handskerum, hvori bl.a. var en lille kniv, da han blev stoppet af politiet på havnen i Aalborg. Og hvad angår Haris Cehic, så var der tale om to hobbyknive til tre kroner, som han brugte på sit arbejde på Shell i Middelfart, der lå i hans bil, da han skulle hente en kammerat ved et diskotek i Middelfart.