Hele Danmark har fulgt med i den tragiske ulykke ved Hee nær Ringkøbing, hvor tre små søstre har mistet livet i en tragisk ulykke på familiens gård.

Titusindvis af hilsner fra danskere uden relation til familien er blevet sendt via blandet andet Facebook,
Mindet.dk og familiens egen hjemmeside, og nu er det også begyndt at strømme ind med penge til den tragedieramte familie.

Det fortæller Anja Wittendorff, der har startet indsamlingen.

- Det var meningen, at det bare skulle være en notits på Facebook, men så eksploderede det. Det er utroligt, hvor meget respons, jeg har fået fra folk, der vil donere penge. Jeg kan slet ikke følge med, siger Anja Wiffendorff, der er veninde med pigernes mor Vivian.

- Hvordan Vivian, hendes mand og sønnen skal kunne overskue deres forfærdelige situation, har jeg ingen ide om. Pengene vil aldrig bringe pigerne tilbage, men det kan måske lette nogle andre ting. Penge er ikke alt, men her kan de gøre en stor forskel, så familien ikke skal tænke på noget. Der er jo ingen, der sætter penge til side til en begravelse af tre børn, siger Anja Wittendorff.

Moderen er dybt rystet

Indsamlingen startede i lokalsamfundet, men bredte sig med lynets hast til hele landet, og der er også opstået fysiske indsamlinger for dem, der ikke har mulighed for at overføre via netbank, fortæller Anja Wittendorff.

Søndag morgen, under et døgn efter, at moderen i familien mistede den sidste datter, talte Anja Wittendorff i telefon med hende.

- Hun var dybt, dybt, dybt rørt over, hvor mange mennesker, der bakker op om dem, siger Anja Wittendorff, der kun har fået enkelte sure kommentarer med på vejen over pengeindsamlingen.

- Der har været nogen, der synes, at det er åndssvagt, fordi familien ikke er fattig, og fordi penge ikke kan erstatte de tre piger. Men langt, langt de fleste har bakket op om indsamlingen, siger hun.

Anja Wittendorff forestiller sig, at pengene kan gå til begravelse, ekstra psykologhjælp og muligvis en rejse til familien.

Vil du støtte familien, kan pengene sættes ind på kontonummer 7650 - 1312847.