Homoseksuelle mænd i København kom i kontakt med røvere i stedet for sexpartnere og blev berøvet i hjemmet.

København: Via frække aftaler om sex gennem bøssedatingsiden boyfriend.dk fandt en røverbande i maj sidste år frem til deres ofre.

På en enkelt aften blev tre mænd ofre for røverne. De tog kontanter og mændenes dankort. Siden tog de rundt i banker og forretninger for at hæve penge.

Gruppen begik to røverier. Det første fandt sted på Veksøvej i Brønshøj. Her lukkede offeret den i dag 23-årige gerningsmand ind. Offeret klædte sig af, og så gik røveren på toilettet.

- Så ringede jeg til de andre, og de kom ind med masker på, fortæller den 23-årige mandag ved Retten på Frederiksberg, hvor de tre røvere er tiltalt.

Det intetanende offer blev derefter truet til at udlevere sit dankort. Røverne var bevæbnet med en attrappistol og en kniv.

Da mændene forlod stedet, fikserede de deres offer til stol ved hjælp af gaffatape. Manden fik også gaffatape for munden.

Ifølge den 23-årige blev han tvunget af en af de andre tiltalte, en 25-årig mand. Tidligere har han ellers forklaret, at han selv var ophavsmand til røveriplanerne.

- Jeg skulle lave en falsk profil og aftale at have samleje med nogen. Han truede mig med at fortælle min far, at jeg var homoseksuel, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg havde ikke anden udvej end at acceptere det, fortæller den 23-årige mandag i retten.

Den 25-årige afviser dog pure, at det hænger sådan sammen. Ifølge ham var de to gamle venner og havde tidligere lavet indbrud sammen. Men i flere år havde de ikke haft kontakt.

Den 23-årige skulle ifølge den 25-årige have brugt et arabisk udtryk, som både kan henvise til en homoseksuel og en pædofil, da han forelagde planerne om at begå et røveri.

- Jeg troede, at han mente en pædofil, fortæller den 25-årige.

Efter at have begået røveriet i Brønshøj begik mændene et tilsvarende røveri på Nørrebro i København. Her blev to mænd ofre for røverne. Igen var det blandt andet mændenes dankort, der blev taget.

Anklager Randi Tvile vil have de tre dømt for hjemmerøveri. Den 23-årige erkender sig skyldig i hjemmerøveri. De to andre mener kun, at de bør straffes for almindeligt røveri.

Den tredje tiltalte er en 27-årig mand. Han mener desuden, at hans rolle i forbindelse med røveriet på Nørrebro er så perifer, at han alene vil erkende tyveri.

Om dommere og nævninger i sidste ende dømmer for hjemmerøveri, almindeligt røveri eller sågar tyveri er af stor betydning for straffen. Et hjemmerøveri straffes i udgangspunktet med fem års fængsel - almindeligt røveri og tyveri langt mildere.

Den 27-årige kommer først til at afgive forklaring fredag i denne uge. Der ventes dom i sagen i juni.

De tre tiltalte har alle arabisk baggrund. Den ene er dansk statsborger, men de to andre bør ifølge anklager Randi Tvile udvises af Danmark for bestandig, hvis de bliver dømt.

/ritzau/