En 29-årig mand, der tidligere har været ansat i hjemmeplejen og sundhedsvæsenet, er sigtet for omfattende bedrageri. Københavns Politi har sigtet manden for 38 forhold af bedrageri mod ældre, og endnu flere sigtelser er på vej.

»I øjeblikket har vi 38 forhold, som vi har sigtet ham for i går (onsdag, red.). Så har vi yderligere knap 25 forhold, som vi skal have færdigbehandlet og gjort klar til sigtelse,« siger vicepolitiinspektør Tommy Keil fra Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet til Berlinske Nyhedsbureau.

Den 29-årige har ifølge sigtelsen som ansat i hjemmeplejen haft adgang til deres kontooplysninger.

Manden har erkendt, at han har hævet penge, foretaget indkøb på nettet og overført penge til sig selv.

»Han har erkendt og fortalt, at han har gjort det for egen vindings skyld,« siger Tommy Keil og fortæller, at bedrageriet løber op i et par hundrede tusinde kroner.

»I de beregninger, vi har lavet i øjeblikket, løber det i hvert fald op i et par hundrede tusinde kroner og måske lidt mere«.

Den 29-årige blev anholdt onsdag, men fordi han har erkendt alt, blev han løsladt efter afhøringen hos politiet.