Den hjemløse mand, som blev fundet død foran en 7-Eleven-butik, én af de koldeste dage i februar, var ikke hjemløs.

En ansat i 7-Eleven på Frihedens station i Hvidovre gjorde et chokerende fund, da hun mødte på arbejde 15. februar i år.

Den hjemløse mand, som havde siddet foran butikken i flere dage, lå død på stedet. Til trods for at hendes kollega aftenen forinden havde alarmeret politiet og fortalt, at manden var blå af kulde, rystede og hyperventilerede. 'Prøv med en kop kaffe', var beskeden fra politiets vagtcentral.

Hjemløseforeninger rasede over den manglende hjælp, og det samme gjorde BT’s læsere. Men i dag afviser familien til den afdøde, at han var hjemløs. Den 51-årige mand var bosat i en lejlighed i det nordlige København, oplyser familien via deres bistandsadvokat Bjørn Elmquist.

- Han var ikke hjemløs. Han havde lejlighed og ordnede forhold, om end en smule uregelmæssig livsførelse. Han kom regelmæssigt hos en læge og havde kontakt til sin familie. Det sætter en tyk streg under de store huller, der er i vores velfærdssamfund, når man med folkeregisteradresse og sygesikringskort kan sætte sig ned og dø på den måde, siger Bjørn Elmquist.

Fra Københavns Vestegns Politi, som modtog alarmopkaldet, hed det sig, at manden 'så lidt usoigneret ud' og 'levede på gaden'.

- Den vurdering kunne betjentene, med al respekt, nu engang først lave, da de mødte op på stedet. Og dér var han død, tilføjer forsvarsadvokaten tørt.

Familien til den 51-årige mand bryder sig ikke om at stå frem offentligt, men ønsker informationen frem i lyset.

- Det er ikke familiens primære ønske, at der bliver placeret et ansvar. Deres hovedformål er at få alle sten vendt og sikre, at andre nødstedte får den hjælp, som de har krav på. Derfor har jeg på familiens vegne skrevet til Den Uafhængige Politianklagemyndighed, at man håber, der bliver strammet op på instrukserne, siger forsvarsadvokaten.

Obduktionen af manden viste, at han døde af den kulde, han havde opholdt sig i de sidste døgn foran 7-Eleven-butikken. Men ‘andre skavanker’, som Elmquist formulerer det, bidrog også. Manden var op til sin død på afvænning og i behandling med metadon for et stofmisbrug.

- Disse skavanker bidrog til, at manden var svækket, og til at kulden bed hårdt på ham, men de bidrog ikke alene til hans død. Han kunne med andre ord have været reddet, hvis ellers man havde reageret på de henvendelser, man fik fra personalet i butikken. I stedet for blot at bede butikspersonalet tilbyde ham en kop kaffe, siger Elmquist.

Det sidste er sagt med henvisning til den samtale på tre minutter og seks sekunder, som 7-Eleven-medarbejderen har med vagtcentralen 14. februar, hvor rådet lød: ‘Prøv med en kop kaffe til ham eller et eller andet’.

Ifølge forsvarsadvokatens oplysninger var den 51-årige mand hverken påvirket af narkotika eller spiritus på dødstidspunktet.

Sagen er gennem de sidste seks måneder blevet undersøgt af Den Uafhængige Politianklagemyndighed (DUP), som det er normal praksis ved sager, hvor politibetjente efterforskes.

Men DUP vil ikke kommentere på dødsårsagen eller den afdødes personlige forhold.

- Vi har at gøre med en verserende straffesag, og derfor kan vi ikke gå ind i sagens detaljer. Men jeg kan bekræfte, at sagen er efterforsket færdig. Vi har netop sendt vores redegørelse til Statsadvokaten København, som skal beslutte, om der skal rejses sigtelse mod nogen, siger kontorchefen.

Hos Københavns Vestegns Politi vil politiinspektør Michael Kristiansen heller ikke kommentere de nye oplysninger i sagen.

- Det er en sag for DUP nu. Derfor blander vi os slet ikke i, hvad der er op og ned, siger politinspektør Michael Kristiansen.