Efter en uges tavshed står hesteopdrætter John Byrialsen fra Skals nu frem og tager det fulde ansvar for, at flere end 60 heste er blevet misrøgtet på hans stutteri i Polen.

Siden en tidligere ansat i sidste weekend lagde en video på nettet af udmagrede og sårede heste, har John Byrialsen været i mediernes søgelys. Nu står han frem i et interview med TV midtvest og bebrejder sig selv.

- Det er kritisabelt. Det må ikke ske, og det er sket. Jeg er nødt til at tage ansvar for det, for der er ikke andre end ejeren af firmaet til at gøre det, siger John Byrialsen om de afmagrede og sårede heste på hans polske stutteri.

Videoen fik de polske myndigheder til at fjerne 64 heste fra ejedommen, og i Danmark fandt politiet også dyreværnsovertrædelser på John Byrialsens stutteri i Skals - dog langt fra så alvorlige som i Polen. Men hesteopdrætteren mener selv, at hestenes misrøgt i Polen skyldes, at han ikke rejste derned ofte nok.

- Jeg bebrejder mig selv. Det er min egen skyld. Jeg skulle have været mere hernede. Jeg har haft travlt med alle mulige andre ting, som... er uvæsentlige i forhold til det, der er sket her, siger han.

Havde travlt med dårlig økonomi

De sidste to år har John Byrialsen været tæt på konkurs tre gange, og de økonomiske problemer er gået ud over hestenes forhold og velbefindende i Polen, fordi han har prøvet at redde virksomheden hjemme fra Danmark. I tre måneder har han ikke sat sin fod på det polske stutteri.

- Det her skal ikke være nogen undskyldning eller bebrejdelse af mine medarbejdere. Det er mit ansvar, når jeg har et firma og jeg har nogle heste. Om jeg var i Polen eller i Danmark, så er det mit ansvar, siger han.

Se videoen af de afmagrede heste her: Advarsel - stærke billeder.