En politipatrujle fra Nordjyllands Politi blev tirsdag aften mødt af et makabert syn, da de ankom til en landejendom. Her fandt de adskillige omkomne heste, der havde ligget lang tid i de forfaldne bygninger.

»Ligene af de døde heste havde ligget så længe i stalden, at de var helt mumificerede. Ja, nok mindst et halvt år,« fortæller politikommissær Frank Liltorp hos Nordjyllands Politi i Hobro til nordjyske.dk.

Den tidligere ejer af ponyhestene døde i maj 2014, og vanrøgten af hestene har ifølge Frank Liltorp sammenhæng med dødsfaldet.

Politiet undersøger nu, hvem der havde ansvaret for at passe hestene efter at deres ejer døde.

Ligene af hesten i stalden er stærkt mumificerede, så politiet ser ingen grund til at fjerne dem her og nu.

Den afdøde hesteejer boede til leje på landejendommen, og stuehuset har ifølge lokale kilder slet ikke været beboet af efterladte familiemedlemmer de sidste to måneder.