I håb om et gennembrud i efterforskningen af drabet på 21-årige Cem Aydin, der blev tæsket ihjel om aftenen 19. januar 2012 på Frederiksberg, offentliggør Københavns Politi nu en video optaget kort før drabet. Se videoen her på siden.

Optagelserne er fra en shawarma-restaurant på Nørre Voldgade ved Nørreport.

På billederne, der formentlig er de sidste af den 21-årige Cem Aydin i live, ses han give sin kæreste et kram. Efterfølgende indtager han et måltid, og de forlader restauranten.


LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:


- Medierne har bragt mange oplysninger om sagen, herunder at Cem Aydin havde en kæreste, og at motivet til overfaldet muligvis kunne været æresrelateret. Det er naturligvis oplysninger, som vi har været bekendt med lige fra efterforskningens start. Vi har dog indtil nu over for pressen hverken villet be- eller afkræfte oplysninger om denne kæreste, idet vi i en sådan alvorlig sag har et stort hensyn at tage til dræbtes familie og venner.

- Det er samtidig meget vigtigt for os at understrege, at vi intet belæg har for at sige, at motivet til overfaldet skulle være æresrelateret. Vi efterforsker fortsat meget bredt, siger politikommissær Hans Erik Raben, Københavns Politi, Drabssektionen, i en pressemeddelelse.


LÆS OGSÅ:


Cem Aydin optræder på optagelserne i det tøj, han bar, da han blev overfaldet kl. 23.17 på Kong Georgs Vej ud for nr. 116, 2000 Frederiksberg.

Måltidet på shawarma-restauranten begynder ifølge restaurantens egen overvågning optagelse kl. 21.21 - altså knap to timer før Cem Aydin blev overfaldet.

Efterforskningen har siden vist, at Cem Aydin den aften tog bus 350S fra Nørreport sammen med sin kæreste. De stod af ved stoppet nær Stærevej, hvor de tog afsked ca. kl. 22.30.

Herfra tog Cem Aydin - formentlig til fods - denne rute til hjemmet på Frederiksberg:

Stærevej – Vestergårdsvej – Mågevej – Borups Allé – Fuglebakkevej – Duevej – Mariendalsvej – Nordre Fasanvej frem til Kong Georgs Vej

Ifølge Hans Erik Raben sker offentliggørelsen af videoen, der her til aften også vises i TV 2's program Station 2, i håbet om at få flere konkrete henvendelser, der kan hjælpe politiet på rette vej i efterforskningen.

- Vi håber med indslaget at kunne appellere til de vidner, der må være derude, og som må sidde inde med en konkret viden dels om baggrunden for overfaldet på Cem Aydin, dels en konkret viden om gerningsmændenes identitet, siger Hans Erik Raben i pressemeddelelsen.


LÆS OGSÅ:

 

- Vi har indtil nu modtaget ca. 140 henvendelser fra befolkningen, hvilket vi er meget taknemmelige for, men vi mangler fortsat det afgørende tip, så vi kan begynde at målrette vores efterforskning i stedet for at efterforske så bredt, som vi gør i øjeblikket.

Borgerne kan komme i kontakt med Københavns Politi på telefon 33 14 14 48 eller 114.