Unge nordafrikanere uden opholdstilladelse stjæler massivt i Indre By. Vi tager med politiassistent Jesper Milde på gaden - han er lommetyvenes største og eneste skræk.

Mennesker myldrer i alle retninger på Danmarks travleste station, Nørreport. Jesper Milde står bomstille tæt på cykelstativerne, men hans øjne arbejder intenst.

De scanner alle individerne, der vrimler om ham som myrer på en tue.

- Dér, udbryder han pludseligt til sin unge makker, Rikke.

- De to dér skal vi efter. Lige nu. Du holder dig tæt bag dem, jeg følger dem fra den anden side ad gaden, beordrer han sin unge kollega og øjeblikket efter forfølger og overvåger de byttet.  

Læs også: Her er Danmarks mest kriminelle bydel

De mistænkte er to mørklødede fyre i dyrt tøj. Efter fem år med speciale i lomme- og tasketyve hos Københavns Politi tvivler Jesper Milde ikke på, han har to slyngler foran sig.

20 minutter senere sidder de to unge mænd på stationen med hovederne begravet i hænderne. Rikke gennemgår varerne fra deres bæreposer. Parfumer fra Versace, Diesel, Ralph Lauren og Chanel. Hun ser prismærkerne og ringer til butikkerne. Varerne er stjålne.

Se også: Lommetyve ribber dig i sommervarmen Imens leder Jesper efter de unge mænds identitet på politiets servere. Deres id-kort er stjålne eller forbyttede. De taler hverken dansk, engelsk eller tysk. Kun fransk.

- Aaah, det er så smukt, jubler Jesper Milde efter et kvarters jagt på nettet. Han knytter næven og vender sig mod sine kolleger.

- De er begge kendt af os, og de skal anholdes. De har været eftersøgt af Sandholmlejren siden 2010.

Han glæder sig over fangsten af de to tyve fra Algeriet på 19 og 24 år. Men han ved også, at det ikke varer længe, før han ser gerningsmændene igen.

- Nu kører vi dem tilbage til asylcentret. I aften eller i morgen er de atter inde at stjæle penge og iPhones fra borgerne eller varer fra butikkerne, siger Jesper Milde, der af og til føler afmagt over situationen:

- Jeg arbejder otte timer om dagen og fanger rigtigt mange tyveknægte. Men når de dukker op igen og igen, føles det som at slå i en blød pude. Gør jeg en forskel med mit arbejde? Det håber jeg virkelig, siger Jesper Milde.

Har ikke fanget nogen danskere


I den fynskfødte betjents fem år på Hovedbanegården har han fanget hundredvis af lommetyve. Men endnu ingen danskere.

- Jeg har stoppet fire mænd med dansk CPR-nummer, men deres fornavne var ikke danske. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle generalisere, men otte ud af ti, jeg snupper for tiden, er nordafrikanere. De sidste 20 procent er østeuropæere, forklarer Jesper Milde.

Bag ham på stationens væg hænger en liste over ni af de netop nu mest eftersøgte tyve. Deres fornavne er Mohammed, Mohammad, Mahdi, Zidan, Mohammed, Samir, Adel, Sami og Mohammad.

De to algierske fyre får at vide, at de skal til Center Sandholm og ikke i en celle. Bagefter småsnakker, smiler og griner de til hinanden.

De siger høfligt farvel, inden en vogn henter dem og bringer dem til Nordsjælland. Jesper og Rikke går ud af stationen på banegården og ud på Strøget.

Efter få hundrede meters gang genkender de fire unge fyre. Nordafrikanere. De skygger dem på afstand for ikke at blive spottet. Jagten fortsætter.

Urban tilbragte i alt fire timer med betjentene fra stationen på hovedbanegården. Her nåede de at tilbageholde seks tyve.