Nomader: Den 55-årige har sammen med sin børnerige familie levet en nomadetilværelse i årevis
Fra Sydjylland til Nordjylland har den 55-årige incest-sigtede mand sammen med sin familie boet i intet mindre end syv forskellige byer på 16 år. Familien med den enorme børneflok, den unge, forsagte mor og den mere eller mindre alkoholiske far har altså levet et liv, hvor rødderne ofte er blevet rykket op, og hvor børnene har skiftet skole et hav af gange.
- De flyttede fra København til Fredericia, da de ældste børn var helt små, og siden er de flyttet rundt og har boet en masse forskellige steder, primært i Nordjylland. Men jeg tror ikke, de er flygtet fra myndighederne på den måde. Sådan er han (den 55-årige, red.) bare. Så får han en ny idé, og så rykker han familien med. Det har selvfølgelig også været noget med dårlig økonomi og så videre, fortæller et familiemedlem til den 55-årige.
På samtlige adresser i Jylland har børnene angiveligt været udsat for grove og ydmygende sex-overgreb af deres far, uden at der fra myndighedernes side er blevet sat en stopper for misbruget. Der tegner sig altså et billede af, at familien har levet en nomadetilværelse, hvor den er flyttet, når jorden er begyndt at brænde under faderen og familiens sorte hemmelighed.
Ikke en klassisk nomadefamilie
Men en nomadefamilie i klassisk forstand er der imidlertid ikke tale om, mener direktør i Rebild Kommune i Nordjylland, hvor familien boede fra 2005 og frem til anholdelsen i september 2010.
- Når vi taler om en nomadefamilie, er det en familie, der flytter, når de sociale myndigheder begynder at nærme sig. Og det er ikke tilfældet med denne familie. De har boet i vores kommune siden 2005, så vi har ikke et billede af, at de er flygtet videre, siger Søren Kjær som er direktør med særligt ansvar for Børn og Unge i Rebild Kommune, hvor familien har boet senest.
Søren Kjær oplyser, at der i perioden, hvor familien har boet i kommunen, har været adskillige underretninger om familien.