Et slikfirma på Nordsjælland ompakkede gammelt slik med nye datoer, så det kunne sælges igen. Seks af de rumænske medarbejdere i firmaet filmede og dokumentere svindlen. På en efterfølgende razzia blev fem ton slik konfiskeret. Se medarbejdernes video her.

Labre larver, lakrids og chokoladekugler bliver i en lind strøm skovlet op i poser og vejet på vægten af slikhungrende danskere. Vi er vilde med at blande en pose slik lige efter vores eget hoved, og bland-selv-slikbutikker skyder op overalt i landet.

Problemet er, at du ikke aner, hvad du i virkeligheden blander i posen og putter i munden. Der er nemlig risiko for, at dine vingummier, syrlinger og chokoladekugler er alt for gamle, lyder advarslen fra Fødevarestyrelsens Rejsehold, der nu slår alarm.

- Det er et problem, vi skal tage alvorligt, og vi er stødt på temmelig mange overalt i landet, der ikke kan fremvise ’sporbarhed’, det vil sige redegøre for, hvor slikket kommer fra, og hvor gammelt det er, siger Fødevarestyrelsens Søren Jensen til BT.

Sammen med Skat og Nordsjællands Politi har Fødevarestyrelsens Rejsehold netop konfiskeret hele fem ton for gammelt slik fordelt på 22 paller på en firlænget landejendom i Nordsjælland.

Under razziaen, der fandt sted den 18. juni, viste det sig, at den 34-årige ejer og slikleverandør havde hyret rumænere til systematisk at stå og pille datomærker af de 5.000 kilo slik, skriver Fagbladet 3F i dag, tirsdag.

Fjernede datomærker

- Det er direkte svindel at erstatte mærkater på gamle varer, som det er tilfældet her, fastslår Søren Jensen fra Fødevarestyrelsens Rejsehold, hvis speciale er systematisk kriminalitet.

Ifølge Fagbladet 3F fik ejeren blandt andet konfiskeret chokoladevarer, toffees og nøddeprodukter, der havde udløbsdatoer fra september 2013 til februar 2014. Og det er særdeles problematisk, lyder det fra Fødevarestyrelsens Søren Jensen, som advarer om, at det kan være direkte skadeligt for folkesundheden.

- I ’rene’ sukkervarer, som bolsjer, der har et højt sukkerindhold, er der nok ingen, der bliver syge rent holdbarhedsmæssigt. Men problemet er, at chokolade som M&M’s og alle mulige andre chokolade-typer også kommer ned i posen. Så kan det gå gruelig galt, og det værste er, at vi ikke har nogen chance for at kalde en vare tilbage, da vi ikke aner, hvor den er fra, lyder advarslen.

Noget af det bland-selv-slik, der havner i de danske sofaer, når der skal hygges, kan man ofte spore tilbage til udlandet, oplyser Fødevarestyrelsens Rejsehold, der for nylig har haft et sådant tilfælde:

- Det viste sig, at slikket kom fra et mekanikerværksted i Polen. Mekanikerværkstedet var ikke godkendt af myndighederne til at opbevare fødevarer. Der var absolut ingen kontrol med stedet, så vi aner ikke, om der har rendt mus og rotter rundt i værkstedet. Hvis folk bliver syge af slikket, aner ingen, hvor det stammer fra, og vi kan ikke undgå, at andre bliver syge, fortæller han.

Mange penge i slik

Det er langtfra eneste gang, at ejeren på den nordsjællandske gård har snydt med datoerne på de fem ton konfiskeret slik, skriver Fagbladet 3F, som har talt med seks af de rumænske ansatte, der har optaget det omfattende slikfusk på film.

Motivet til at snyde er som altid enkelt: Profit.

- Der er jo rigtig mange penge i det her, og jeg tror personligt, at der bliver fusket en del på grund af vores sukkerafgift, der ligger på ca. 25 kroner per kilo. Det er jo rigtig mange kilo, der bliver snydt med, siger han og understreger, at der er stort fokus på problemet hos både Fødevarestyrelsen og Skat.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den 34-årige ejer og slikleverandør. Han vendte ikke tilbage på de gentagne henvendelser.