Natten til den 25. maj 2008 blev den 30-årige motorcykelforhandler Omar Jabr fundet bevidstløs og dødeligt såret i sin raserede forretning i Kastrup ved København. Han havde to brækkede ribben, skader, som lignede skoaftryk på brystet, brækket næse, et brud i nakken, en sammenklappet lunge og omfattende læsioner efter slag i hele hovedet. Hans venstre hjernehalvdel var ødelagt, og fem dage senere døde han på Rigshospitalet uden at være kommet til bevidsthed.

Gennem de seneste uger har BT i flere artikler dokumenteret, at Københavns Politi stemplede sagen som selvmord efter blot 16 minutters efterforskning. Dette skete, selvom lægerne på både Rigshospitalet og i ambulancen fra første øjeblik fastholdt, at der langt mere sandsynligt var tale om grov vold udøvet af en eller flere gerningsmænd. Skaderne var påført med så stor kraft, at Omar Jabr stort set umuligt selv kunne være skyld i dem, lyder vurderingen i flere journaler, som BT har fået aktindsigt i.

Trods adskillige såvel skriftlige som mundtlige advarsler fra både ambulancelægen og Rigshospitalet konkluderede politiet, at den 30-årige forretningsmand og far havde tævet sig selv ihjel ved at løbe og kaste sig mod vægge og møbler.

Derfor blev Omar Jabr begravet uden ligsyn og obduktion, og gerningsstedet blev forladt uden nævneværdige undersøgelser.

Spor forsvandt, og politiet var derfor stort set på bar bund, da et vidne to måneder senere fortalte, at to 'rockertyper' var gået ind i Omar Jabrs forretning kort før gerningstidspunktet. Liget blev gravet op og obduceret, og en drabsefterforskning blev indledt, men uden held. Sagen måtte derfor endnu en gang henlægges.

Den 16 minutter lange indledende efterforskning har udløst voldsom kritik fra såvel politikere som en tidligere vicekriminalinspektør, der betegner indsatsen som ‘et af de værste tilfælde af politisjusk, han nogensinde har set.’

Dermed lægger de sig i kølvandet på vurderingen af fire andre sager, BT hidtil har omtalt i serien 'Mord eller selvmord.' Over snart 100 sider er der dokumenteret omfattende sjusk i efterforskningen af formodede selvmord, hvilket sidste år fik Rigspolitiet til at nedsætte en arbejdsgruppe til at kulegrave området. I juni offentliggjorde gruppen sin rapport, som anbefalede omfattende opstramninger af indsatsen på området.

Københavns Politi har hidtil forholdt sig tavst, men onsdag valgte lederen af afdelingen for personfarlig kriminalitet, Jens Møller Jensen, at svare på kritikken af behandlingen af Omar Jabrs død. I en tre sider lang pressemeddelelse kalder han BTs dækning af sagen ‘useriøs’ og hævder, at dele af de bragte oplysninger er usande og skrevet mod bedre vidende.

Læs også:

BT har nu gennemgået de enkelte kritikpunkter, som nedenfor kommenteres og tilbagevises punkt for punkt.

Blandt andet kan det dokumenteres, at det er forkert, når politiet i sin pressemeddelelse skriver, at BT taler usandt om længden af den indledende efterforskning, ligesom en senere obduktion ikke som påstået frikender politiet for fejl i forbindelse med den hurtige selvmordsdom.



Politiet siger:

Det er ukorrekt, når BT skriver, at den indledende efterforskning blev afsluttet efter 16 minutter. Patruljen kom til stedet kl. 00.36 og forlod det først 49 minutter senere kl. 01.15.

BTs kommentar:

I Københavns Politis døgnrapport for 25. maj 2008 står følgende om efterforskningen af Omar Jabrs død:

- Kl 0052 havde CE (den centrale efterforskningsleder, red)  klarlagt, at der ikke forelå en forbrydelse, men at der var tale om en psykisk syg person, der havde forsøgt at begå selvmord.

Dette tidspunkt bekræftes af andre rapporter, som BT har fået aktindsigt i, og er præcis 16 minutter efter patruljens ankomst.



Politiet siger:

Ligsynet og obduktionen, der blev udført to måneder efter personens død, bekræftede Københavns Politis konklusion: Omar Jabr døde som følge af selvpåførte skader.

BTs kommentar:

Obduktionserklæringen, som BT er i besiddelse af, bekræfter IKKE politiets selvmordsteori. Retsmediciner Peter Theilade og lederen af Retsmedicinsk Institut i København, statsobducent Hans Petter Hougen, konkluderer i erklæringen, at det retsmedicinsk er umuligt at fastslå under hvilke omstændigheder, de fatale skader i hovedet er opstået.

Da undersøgelserne er udført to måneder efter dødsfaldet er de i øvrigt uden betydning for politiets indledende indsats, som er den, der kritseres.



Politiet siger:

Følgende udsagn bragt i BT er usandt og skrevet mod bedre vidende: "En række af politiets egne rapporter, som BT har fået aktindsigt i, afslører, at selvmordskonklusionen byggede på et net af fordrejelser, misforståelser og manglende undersøgelser".

BTs kommentar:

Baggrunden for den anvendte formulering er blandt andet følgende, som fremgår af politiets egne rapporter, som BT har fået aktindsigt i:

Den 16 minutter lange efterforskning på gerningsnatten bliver varetaget af to patruljebetjente. Til dem oplyser vidnet Jacob Jabr, der har ringet 112 og er fætter og nabo til den afdøde, at Omar Jabr ca. 14 dage tidligere har gjort skade på sig selv. I afhøringsrapporten skriver betjentene desuden følgende om den korte afhøring: ‘Afhørte mente ikke, at SP (Omar Jabr, red) var psykisk syg, men blot at der var nogle problemer i familien som trængte sig på.'

Da betjentene minutter senere orienterer den centrale efterforskningsleder om sagen, er meldingen fordrejet til følgende:

- Patruljen på stedet oplyser, at det formentlig er selvmordsforsøg. Han er psykisk syg og har gjort det tidligere, hedder det i en såkaldt melderapport oprettet 00.52 25. maj 2008.  

Samme minut noteres følgende i døgnrapporten:

- Kl. 0052 havde CE (central efterforskningsleder, red) klarlagt, at der ikke forelå en forbrydelse, men at der var tale om en psykisk syg person, der havde forsøgt at begå selvmord.

På ganske få minutter har politiet altså fejlagtigt stemplet Omar Jabr som psykisk syg, selvom vidnet har oplyst det stik modsatte. Offerets lægejournaler bekræfter, at der aldrig har været tale om psykiske lidelser. Samtidig er udsagnet om, at Omar Jabr før har gjort skade på sig selv blevet til, at han før har forsøgt at tage sit eget liv. Også dette er også ukorrekt. Journaler fra den omtalte episode cirka 14 dage tidligere viser, at Omar Jabr under påvirkning af stoffer har sparket til en motorcykel og efterfølgende har været indlagt natten over til observation.

Ifølge betjentenes rapport fra efterforskningen var alle døre og vinduer låste og haspede ved redningspersonalets ankomst, hvorfor der ikke kunne have været andre på gerningsstedet. Flere vidner fortæller imidlertid, at et vindue stod åbent, ligesom låsesmede på baggrund af politiets egne billeder vurderer, at bagdørens lås var af en type, som kan smække, når døren lukkes. Dermed kan eventuelle gerningsmænd sagtens have forladt stedet.

I samråd med politiets ledelse blev det allerede på gerningsaftenen besluttet, at der hverken skulle laves kriminaltekniske eller retsmedicinske undersøgelser af begivenhederne i motorcykelforretningen. Disse undersøgelser blev først gennemført, da sagen blev genoptaget to måneder senere, og af rapporterne herfra fremgår det, at spor i mellemtiden både kan være fjernet og tilført.   



Politiet siger:

Det er useriøst og uden belæg, når BT skriver 'Drabssag lukket på 16 minutter,' 'Omars død blev henlagt som selvmord ved en fejl' og 'Den 30-årige indehaver blev fundet dødeligt gennemtævet.'

BTs kommentar:

I politiets egne rapporter er sagen i dag registreret som vold med døden til følge. Flere læger, herunder eksperterne på Rigshospitalets traumecenter og neurokirurgiske afdeling, har fra første øjeblik fastholdt, at skaderne, der kostede Omar Jabr livet, er påført med så stor kraft, at det ikke umiddelbart er forståeligt, at de skulle være opstået ved et selvmord. Et vidne siger, at der var to 'rockertyper' til stede på gerningsstedet omkring gerningsstidspunktet. Et ligsyn og en obduktion har som tidligere beskrevet ikke kunnet bekræftet selvmordsteorien.  



Politiet siger:

BT udviser mangel på kildekritik ved at lade en revisor udtale, at han mener, Omar Jabr kan have købt stoffer på kredit hos narkobagmænd og være kommet i klemme, da han ikke kunne betale. (Om et muligt motiv til overfald/drab.) Jens Møller Jensen skriver i sin pressemeddelelse, at der er tale om en teori, som også den lokale grønthandler kunne have udtænkt.

BTs kommentar:

Revisor Jørn Brendstrup bygger sin teori på et årelagt kendskab til Omar Jabrs økonomi og forbrug. Han fungerede som den afdødes revisor helt op til dødsfaldet og har derfor en særdeles solid baggrund for sin vurdering af, at Omar Jabr ikke havde mulighed for at finansiere sit massive narkoforbrug ad traditionelle kanaler. Dette fremgår af artiklen, hvor Jørn Brendstrup er citeret.



Politiet siger:

BT kritiseres for at citere en tilkaldt ambulancelæge, der beskriver Omar Jabrs skader som 'det værste tilfælde af vold, han nogensinde har set,' idet politiet anvender specialiserede læger fra de retsmedicinske institutter med større kompetence i denne type sager.

BTs kommentar:

Ambulancelægen er blot en af flere læger, der var stærkt uenige i politiets hurtige selvmordskonklusion. Også lægerne på Rigshospitalets traumecenter og neurokirurgiske afdeling oplyste flere gange både mundtligt og skriftligt til politiet, at man fandt forklaringen om selvmord stort set umulig. Dette fremgår af såvel politiets egne rapporter som af hospitalets journaler fra sagen. Trods disse advarsler undlod politiet ved sagens første behandling at lade de omtalte retsmedicinske eksperter vurdere sagen. Politiet havde altså ingen lægelige vurderinger, der talte for selvmord, at støtte sig til, da sagen i første omgang blev henlagt.



Politiet siger:

Statsobducent Hans Petter Hougen skal i forbindelse med BTs omtale af sagen have sagt til politiet, at læsionerne i Omar Jabrs hoved formodentlig havde set anderledes ud, såfremt han var blevet slået med køller, som BT har skrevet. Var dette tilfældet, havde han sandsynligvis haft kraniebrud, hvilket ikke var tilfældet, fremgår det af pressemeddelelsen.

BTs kommentar:

Overlæge på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling Vagn Eskesen har til politiet forklaret, at han fandt, at slag med køller var den mest sandsynlige forklaring på skaderne i Omar Jabrs hoved. Dette fremgår af rapporter, som BT har citeret.

Om skaderne er påført med køller eller ej har dog ingen betydning for lægernes overordnede vurdering, som er gengivet i både politiets og hospitalets papirer:

- En konklusion om, at læsionerne er forårsaget af patienten selv, er ikke umiddelbart forståelig, idet der kræves megen energi for at udvikle så svær en læsion i venstre hemisfære (hjernehalvdel, red), som konstateredes, ligesom det er svært selv at fremkalde et brud i en halshvirvel, har overlæge Vagn Eskesen skrevet i Omar Jabrs journal i forbindelse med hans død 30. maj 2008.

Overlægen fandt samtidig tilstedeværelsen af det, der lignede et skoaftryk efter spark på Omar Jabrs bryst mistænkelig.

Til politiet har han oplyst, at skaderne er påført med en kraft, der svarer til den, der opleves ved højhastigheds- trafikulykker og fald fra anden sals højde, fremgår det af andre rapporter.

Statsobducent Hans Petter Hougen deltog selv ved obduktionen af Omar Jabr og er medunderskriver af erklæringen fra undersøgelsen. Her skrives følgende om årsagen til skaderne: 'Om opståelsesmåden kan intet sikkert siges.'



Politiet siger:

En blodstænkanalyse gennemført på gerningsstedet 24. juli 2008 viste ikke tegn på slag eller andet, der modsiger selvmordsteorien.

BTs kommentar:

Den omtalte undersøgelse er, som det fremgår, foretaget to måneder efter de dødelige skader blev påført. Den havde altså ingen betydning for politiets første efterforskning, der var afsluttet på 16 minutter, og som er nu er mål for kritik.

I rapporten fra undersøgelsen skriver politiets teknikere i øvrigt følgende i sammenfatningen:

- Idet gerningsstedet (siden gerningsdatoen) har været ubevogtet og det – efter det oplyste – dels er benyttet dagligt af indtil flere personer, ligesom der er foretaget rengøring af flere omgange, kan det ikke udelukkes at spor/effekter utilsigtet er tilført eller fjernet fra gerningsstedet.



Politiet siger:

Liget blev 29. juli 2008 gravet op og obduceret. Der blev i denne forbindelse ikke fundet tegn på kamp i form af eksempelvis afværgelæsioner. Dette underbygger politiets selvmordsteori.

BTs kommentar:

Obduktionen blev udført to måneder efter dødsfaldet og havde dermed heller ingen betydning for politiets indledende indsats, som er den, der udsættes for kritik.

Uagtet, at der ikke fandtes afværgelæssioner konstaterer obduktionserklæringen, at det er umuligt retsmedicinsk at fastslå, hvordan de fatale slag mod Omar Jabrs hoved blev tildelt.

Om konsekvenserne af, at der gik to måneder fra døden til undersøgelsen blev gennemført, skriver retsmedicinerne i øvrigt:

- Liget og organerne var med moderat forrådnelse, hvilket i nogen grad har vanskeliggjort vurderingen.



Politiet siger:

BT udlægger fejlagtigt en episode 11 dage inden gerningstidspunktet som en bagatel. Omar Jabr blev indlagt på Amager Hospital, da han efter indtagelse af kokain og måske også hash var blevet stærkt uligevægtig og ‘talende med personer, der ikke var til stede samt udførende slag mod disse.’

BTs kommentar:

Den beskrevne episode er intet sted betegnet som en bagatel. Det er imidlertid flere gange omtalt, at det var denne episode, der lå til grund for vidnet Jacob Jabrs udtalelse om, at Omar  Jabr tidligere havde skadet sig selv. Udtalelsen faldt på gerningsnatten og fik fejlagtigt de to betjente, der førte efterforskningen, til at melde til ledelsen, at Omar Jabr før havde forsøgt selvmord.

Journaler fra Amager Hospital fortæller, at forløbet var et helt andet:

Omar Jabr blev indlagt alene til observation efter indtagelse af kokain og muligvis også hash. Han kom hurtigt til sig selv og blev efter eget ønske udskrevet næste dag. Eneste skader var et par skrammer på skinnebenene, som opstod, da han i vrede sparkede til en motorcykel i sin forretning.



Politiet siger:

BT fortier, at den kritiske overlæge Vagn Eskesen efter den senere drabsefterforskning blev orienteret om politiets undersøgelser og erklærede sig tilfreds med forklaringen.

BTs kommentar:

BT er bekendt med orienteringen af Vagn Eskesen og det faktum, at det i politiets tilknyttede rapport er anført, at han efterfølgende erklærede sig tilfreds. Det fremgår imidlertid ikke, præcis hvad han var tilfreds med, og om han ved samme lejlighed ændrede sin vurdering af, at skaderne på Omar Jabr stort set umuligt kan være opstået ved selvmord.

BT har talt med Vagn Eskesen, som ikke har ønsket at uddybe sagen, hvorfor episoden ikke er omtalt.

Vagn Eskesens holdning til skadernes årsag var delt af samtlige læger på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling, viser såvel sygejournaler som politirapporter fra sagen.

Selv hvis alle disse læger siden skulle have skiftet mening, spiller det ingen rolle for vurderingen af politiets indledende indsats, da samtlige lægevurderinger på dette tidspunkt beviseligt talte imod selvmordsteorien.