Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En 33-årig kvinde er død, efter at en kæmpe sten ramte ned i hendes bil fra en motorvejsbro på Fyn. Nu står endnu et offer frem, som blev ramt, mens han kørte ambulance.

Henrik Hachel er ambulancefører og har det stadig siddende i kroppen. Når han kører ind under en motorvejsbro, plejer det at være hyggeligt, når der ret ofte står små børn og vinker til ambulancen oppe på broen. Men ikke længere. Nu tænker han mest på, om de har en sten i den anden hånd end den, de vinker med, og hvordan han kan undvige.

For tre uger siden blev han nemlig offer for noget, der kunne have kostet ham livet.

»Der lyder et kæmpe brag, og vi troede, at en fugl eller et andet dyr havde ramt ambulancen. Så vi stoppede straks op for at se, om vi havde ramt eller såret et dyr. Men det er tydeligt, at der er en ordentlig bule i bilen efter en sten, for der skal virkelig noget gods til for at lave sådan et mærke,« fortæller han til BT.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Ambulix
Vis mere

Hændelsen skete ved motorvejsbroen ved Vissenbjerg på Fyn ved Søndersøvej lige ved Rasteplads Kildebjerg Nord. Det er den næste bro få kilometer vestpå efter den bro, hvor en 33-årig mor fra Tyskland mistede livet, da en 30 kilo tung sten ramte hendes bil, som hun sad i med sin femårige søn og 36-årige kæreste. Det skete under motorvejsbroen ved Langesøvej.

Dermed er det den femte episode på Fyn bare i år.

Heldigvis var der ikke patienter i ambulancen, men det kunne der lige så godt have været. Og selvom ambulanceføreren og hans kollega ikke kunne se stenen, da de var kørt lidt væk fra den for at kunne holde ind på motorvejen, er Henrik ikke i tvivl om, at det var en sten, der ramte, for der kom en stor bule i stolpen på bilen, som ellers er enormt hårdfør, så det har været en tung sten.

»Hvis den havde ramt bare fem centimeter til den anden side, så havde jeg måske mistet min ven. Eller den kunne være gået ned gennem soltaget og have ramt en patient.«

En anden mulighed kunne være, at føreren var blevet forskrækket og var kørt i grøften. Henrik synes, det er meget ubehageligt, at stenkastere går efter ambulancer.

»Det er som om, folk har mistet respekten. Det kan ikke være rigtigt, at os, der prøver at redde menneskeliv, selv kan risikere at blive slået ihjel, for så er der ikke nogen til at redde andre.«

Han mener ikke, det er drengestreger og har fuld forståelse for, at politiet ikke betragter drabet på den 33-årige kvinde som drengestreger, men som overlagt drab.

»Det er lige så sindssygt, som at gå end i en natklub med en AK47 og skyde mennesker ned. Her skyder de så bare med sten i stedet,« siger han og henviser til, at en homoklub i Florida for nyligt blev ramt af et terrorangreb, da en person gik ind og skød og dræbte 49 mennesker.

Henrik har ikke meldt episoden til politiet, da han har erfaring med, at de ikke har tid til at efterforske det, men det er ikke noget, som BT har fået bekræftet af politiet.

Politiet har registreret i alt syv episoder med stenkast mod biler i 2016, men der kan være flere, hvis ikke alle er blevet anmeldt.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.