Hunden Molly var i nat medvirkende til, at en 27-årig kvinde og hendes lille datter slap levende fra en brand i familiens gård ved Outrup nær Varde. Kvinden og barnet sov på husets førstesal, men vågnede kort efter midnat ved at hunden Molly gøede voldsomt.

På grund af flammerne kunne kvinden ikke komme ned af trappen og ud af huset, så sammen med datteren måtte hun kravle ud gennem et vindue på førstesalen og hoppe et par meter ned, før de var i sikkerhed.

Også hunden slap nådigt fra flammerne. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

»Mange kontakter os og spørger til hunden efter gårdbranden v. Outrup i nat. Hunden overlevede,« skriver politiet.

LÆS OGSÅ

Da brandvæsnet nåede frem, var stuehuset omspændt af flammer, men det lykkedes brandfolkene at forhindre branden i at sprede sig til stalden. Både mor og datter blev efterfølgende bragt til hospitalet, hvor de er indlagt til observation for røgforgiftning.

Kvindens 32-årige mand var på natarbejde, da branden brød ud, men han nåede hurtigt hjem til gården. Han er dybt imponeret over hans kones heltemodige indsat, da branden brød ud.

»Det er jo helt fantastisk, hvad hun har gjort. Hun har reddet vores datter. Hun fik lukket hundene ud og sendt ind i en hestecontainer. Hun fik også hestene lukket ud. Hun havde ikke en telefon, så hun måtte løbe hen til mine forældre, som bor i nærheden, for at slå alarm,« fortæller manden til Ekstra Bladet.

Alle familiens ejendele er gået tabt i branden, og nu venter det store arbejde med at bygge huset op igen.

»Nu skal jeg have møde med forsikrings-selskabet - og så skal jeg have købt et stort kødben til Molly,« siger husets ejer til Ekstra Bladet.