En helikopter er »med sikkerhed« styrtet ned fredag middag. Det oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK) til Berlingske Nyhedsbureau. En sejler så den styrte i havet.

Kilder fortæller til TV2 Øst at der var fire personer om bord. Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til eb.dk, at der er fundet to livløse personer efter helikopterstyrtet.

- Klokken 12 får vi en melding via alarmcentralen fra en sejler, der har set en helikopter styrte i havet. Vi sender sammen med Søværnets Operative Kommando en helikopter i luften, og lodbåden fra Kalundborg er også sendt ud, ligesom der er dykkere på vej til stedet for at assistere, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 Øst.

Søværnets Operative Kommando (SOK) er til stede eller på vej til stedet med to patruljefartøjer og fregatten Iver Huitfeldt, mens Flyvevåbnet er i luften med to helikoptere.

Den styrtede helikopter er ikke en af forsvarets, oplyser Jesper Duevang Rasmussen, presseofficer ved SOK.

Opdateres...