72-årig mand tog ud for at fiske fra det nordlige Fyn, men for vild i tågen.

Odense. En redningsaktion blev tirsdag formiddag skudt i gang ud for det nordlige Fyn. En 72-årig fritidsfisker var savnet, skriver TV2/Fyn.

Med ved middagstid kunne aktionen afblæses. Det viste sig, at fiskeren var gået i land i Dalby Bugt. I tågen havde han mistet orienteringen.

Manden var om morgenen sejlet ud i sin båd, men var ikke vendt tilbage som aftalt ved 8.30-tiden.

En helikopter fra flyvevåbnet blev sendt i luften for at lede efter den savnede, og også folk fra redningsberedskabet rykkede ud til Hasmark Strand, oplyser TV2.

Aktionen var dog vanskelig. Det skyldes den ringe sigtbarhed.

- Problemet er, at der er meget tåget ud over vandet, så de har svært ved at se, siger politiets vagtchef ifølge TV 2/Fyn.

/ritzau/