Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En bil er lørdag aften blevet påkørt bagfra på Køge Bugt Motorvejen vest for København. Alle vognbaner blev kortvarigt lukket i østlig retning, og to personer modtog behandling på stedet.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Søren Uhre til BT.

»Der er sket et harmonikasammenstød på Køge Bugt Motorvejen mellem Vallensbæk og Brøndby. Umiddelbart er der ingen personskade, men to personer er blevet hevet ud og lagt på spineboards, hvor de er ved at blive behandlet,« fortalte Søren Uhre kort efter ulykken.

Da var det endnu for tidligt at sige, om de to personer var kommet til stade, eller om der blot var tale om rutinetjek, men vagtchefen kan nu oplyse, at de to personer er kørt til henholdsvis Rigshospitalet og på skadestuen for at blive behandlet for mindre skader.

Samtlige vejbaner i østlig retning var spærret af, mens politi og redningsfolk arbejdede på stedet, men der er nu igen blevet lukket op i begge retninger.