En 62-årig kvinde er to gange blevet franarret penge over internettet. Nu advarer lokalpolitiet i Kolding mod svindlen i håb om, at borgere ikke overfører penge til folk, de ikke kender.

Den seneste sag omhandler kontakt over Skype. En mand udgav sig for at være general og udstationeret i Tyskland. Han fortalte, at han også havde været udstationeret i blandt andet Afghanistan og Ghana.

»Og så går historien på, at han havde gemt ni millioner dollars af vejen. De penge skulle til Danmark og via en diplomat blev pengene sendt her til landet,« fortæller Poul Steffensen fra lokalpolitiet i Kolding til Newsbreak.dk.

Manden fik kvinden fra Kolding til, at sende omkring 100.000 kroner for at få pengene ind i Danmark. Men det skulle vise sig ikke at være nok. Kvinden skulle derfor indbetale yderligere 300.000 til 400.000 kroner.

»Det nåede hun heldigvis ikke,« siger Poul Steffensen.

Manden skrev til kvinden, at de ni millioner dollars var blevet stoppet i tolden, og at der derfor skulle bruges flere penge for at få dem ind i landet.

Samme kvinde blev i følge lokalpolitiet i Kolding også snydt for cirka tre uger siden. Her var historien, at hun snakkede med en græker. Om det også var på Skype vides ikke.

»Grækeren havde en syg datter på fem til seks år. Han var endt i et job i Afrika og nu skulle datteren opereres og manglede derfor penge,« fortæller Poul Steffensen til newsbreak.dk.

Den 62-årige kvinde fra Kolding overførte mindst 750.000 kroner til grækeren, der skulle vise sig at være en svindler. I denne sag er to personer fængslet. De nægter al kendskab til svindlen.

Politiet advarer meget kraftigt folk mod at overføre penge til personer de ikke kender:

»Vi kan ikke advare nok mod den slags svindel,« siger Poul Steffensen.

BNB