’Robert rejser verden rundt med Ving Tours’. Det nystartede rejsebureau har indledt en massiv annoncekampagne i hele landet. Men ifølge BTs kilder har Ving Tours endnu ikke betalt en krone for at indrykke de mange annoncer med en storsmilende Robert Hansen i pilotuniform.

Rejsebureauet har nemlig udtrykkeligt bedt om at få minimum 14 dages kredit efter indrykning.

Ifølge BTs oplysninger er det ikke i sig selv usædvanligt, at annoncører køber annoncespalter på kredit.Det er det til gengæld, at Ving Tours beder medierne om at foretage en kreditvurdering af selskabet, inden de fremsender et tilbud.

Nyt navn flere gange

Og umiddelbart ser tallene pæne ud med en balance på over 15 mio. kr. og et resultat på 1,9 mio. kr. i det seneste regnskab for perioden 1. juni 2011 til 31. maj 2012. Selvom der er tale om en helt ny spiller i rejsebranchen, har selskabet nemlig eksisteret siden 2008.

Det har dog skiftet navn flere gange gennem årene - senest den 28. august sidste år fra Viva Invest ApS til det nuværende Ving Tours ApS - ligesom selskabet har haft adskillige adresser.Først for et par uger siden blev den officielt ændret til Park Allé 380 i Vallensbæk, som udgør det nye rejsebureaus hovedkontor.Ifølge regnskabet har selskabets hovedaktiviteter hidtil været opførelse og salg af erhvervsejendomme. Og de mange ejendomsmillioner besluttede ledelsen sig sidste sommer for at investere i rejsebranchen.’Selskabet skifter samtidig navn til Ving Tours ApS, og selskabets hovedaktivitet vil derefter være som rejsearrangør. Selskabet forventer, at der i løbet af efteråret 2012 vil være mellem 10 og 15 medarbejdere til opfyldelse af selskabets nye hovedformål som rejsearrangør’, står der i regnskabet.

Medlem af garantifond

På baggrund af de pæne regnskabstal opnåede Ving Tours i december sidste år medlemskab af Rejsegarantifonden, som i første omgang primært vurderer nye rejseudbydere ud fra, om økonomien er i orden.

Netop medlemskabet af Rejsegarantifonden er noget, Ving Tours har fremhævet over for de medier, som har givet rejsearrangøren annoncespalter på kredit.