Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Fyns Politi efterlyser tre tricktyve, som man mener står bag adskillige såkaldte 'kassedyk' i syv forretninger.

Det skriver Fyens.dk.

Der er tale om to mænd og en kvinde, der bruger samme metode ved hvert røveri. To af dem distraherer personalet, mens den tredje åbner kassen og tømmer den for kontanter. De har indtil videre været på spil i tre Rema 1000-butikker og fire Brugsen-butikker rundt omkring på Fyn.

Tilsammen har de stjålet 43.000 kroner fordelt på syv butikker, og det er muligt, de står bag flere røverier. Derfor har politiet sendt et billede ud til offentligheden af de tre personer.

»Det gør vi som en advarsel til alle butikker i et håb om, at det kan virke forebyggende,« siger Rene Lassen, der er politiassistent ved Fyns Politi i Svendborg, til Fyens.dk.

Han fortæller desuden, at politiet godt ved, hvem tyvene er, men de har endnu ikke kunnet få fat på dem. Politiet fortæller, at de den 21. september var tæt på at fange tricktyvene i en Rema 1000 i Svendborg, da personalet i butikken nåede at udløse en overfaldsalarm.

Det fik dog tricktyvene til at stikke af i en VW polo. Overfor BT bekræfter Fyns Politi, at de tre tyve endnu ikke er blevet bragt til stationen.

Har du oplysninger om en eller flere af de tre personer, kan politiet kontaktes på 114.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.