Politiet efterlyser nu andre, der har oplevet et prekært fænomen, som politiet fandt på gerningsstedet for det såkaldte Halloween-drab i Lyngby.

71-årige Lone Søndergaard blev 31. oktober - hvor Halloween fejredes - fundet dræbt i døråbningen til sin lejlighed på Boulevarden i Lyngby. På døren overfor var der sat en lille, hvid post-it-papirlap, som skyggede for dørspionen.

Dermed kunne morderen være sikker på, at naboen ikke kunne betragte mordet i sikkerhed bag en lukket dør.

Nordsjællands Politi søger derfor nu andre, der måtte oplevet noget lignende i området. Hvis metoden er gået igen andre steder, eksempelvis ved tricktyverier, vil det måske kunne give politiet afgørende spor i den endnu uopklarede sag.

Har du spor, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.