Danske unge misbruger i stigende grad små flasker med lattergas, når de går i byen.

De små flasker kan give en kortvarig lykkefølelse i forbindelse med rusen, når man indånder det.

»Der har været en jævn stigning i løbet af de sidste fem år. Men særligt i de sidste to år er denne her tendens eksploderet,« forklarer misbrugsekspert og psykiater Henrik Rindom og fortsætter:

»Det er et livsfarligt rusmiddel. Vi har allerede for nogle år siden haft et dødsfald, hvor en almindelig ung mand i tyverne døde pludseligt. Sidste år til Roskilde Festival var det meget populært, og her oplevede man, at nogle unge besvimede. Heldigvis reddede samaritterne livet på dem med ren ilt,« siger han.

Han forklarer, at gasflaskerne lægger en dødbringende fælde for kroppen. Brugerne suger ren gas ned i lungerne og kan derfor opleve en følelse af at blive kvalt og en stærk lyst til at trække vejret.

Men det kan de ikke, fordi lungerne allerede er fyldt med gas. I stedet skal de - modsat hvad der føles naturligt - puste ud, så lungerne tømmes for gas.

»Det er der, at det kan gå rigtigt galt. De prøver at hive luft ind, fordi det føles som det naturlige at gøre. Men de skal gøre det modsatte,« siger Rindom.

Rigtigt mange unge har den forkerte opfattelse af, at lattergas er harmløst, da man ofte får det hos tandlægen eller i forbindelse med en fødsel.

»Men det, som de ikke ved, er, at der slet ikke er det samme i flaskerne. Hos lægen eller på hospitalerne indeholder lattergasflasken 50 procent ilt. I den kapsel, som man køber i butikkerne, er der slet ikke ilt i. Kun lattergas. Derfor kan man blive kvalt,« siger han.

Henrik Rindom så meget gerne, at Sundhedsstyrelsen satte advarsler på pakkerne med lattergaskapsler, så der kom opmærksomhed på faldgruberne ved misbruget.

BT har spurgt Dansk Supermarked, som forhandler lattergaskapslerne i Føtex og Bilka, om salget har været stigende de seneste år. De ønsker dog ikke at bidrage med salgstallene.

Kapslerne med lattergas er fuldt lovlige. De anvendes blandt andet som drivgas i særlige flødeskumssprøjter.

Dog har Imerco, som også forhandler produktet, lavet restriktioner på salget. Her skal man være 18 år for at købe produktet, og man må kun købe en begrænset mængde af gangen.