En lang række danskere blev budt velkommen hjem fra påskeferie af Skat med et heftigt girokort for snyd med bilafgiften.

Skats ansatte havde taget stilling ved færgelejet ved Rødby Havn, hvor de stoppede hele 94 luksusbiler - herunder ifølge de offentliggjorte billeder fra Skat både Mercedes, Landrovere, BMW'er og Audier.

35 bilerne vil Skat ifølge projektleder, Mikael Petersen nu kigge nærmere på.

En del havde snydt med registreringsafgiften eller glemt at fortælle Skat, at de får fri bil af deres arbejdsgiver.

Blandt andet stoppede Skat tre dyre biler, som var indregistreret som autocampere, det vil sige med 60 procent registreringsafgift og ikke som normalt 180 procent.

- Bilerne var alle fyldt med rejsegods og indkøb som føreren i forbindelse med vores kontrol blev bedt om at tømme, hvorefter vi kunne konstateres, at bilen ikke var indrettet efter gældende regler. Derfor starter vi nu sager om manglende registreringsafgift, pointerer Mikael Petersen ifølge en pressemeddelelse fra Skat.

Derudover stødte Skat på en advokat, der ikke blev beskattet af værdi af fri bil og flere biler, en direktør, som ser ud til at have "glemt" at selvangive værdi af fri bil i de sidste ni år og mange tilfælde, hvor beskatningen manglede eller var forkert.

- Vi hører mange forklaringer, når folk forsøger at slippe udenom at betale det, de skal. Flere biler, der klart bar præg af, at der var tale om feriekørsel, blev forsøgt bortforklaret med et erhvervsmæssigt ærinde, der ikke hang sammen med firmaets erhverv, og flere personer skiftede forklaringer under interviewet fra at de skulle og blev beskattet - hvilket Skat på stedet kunne konstatere ikke passede - til at bilen udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt, siger Mikael Petersen.

Skat advarer om, at de fremover vil lave lignende aktioner rundt i Danmark.