En 40-årig handicappet mand mistede sidste år livet, da han druknede i et spabad på et kommunalt botilbud i Brønderslev, og nu bliver en tidligere plejer på stedet tiltalt i sagen.

Det skriver Nordjyske.

Den 62-årige tidligere plejer er tiltalt for uagtsomt manddrab og for grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse med sagen.

Ulykken skete, da den 40-årige beboer skulle i spabad, hvor han grundet sit handicap var spændt med en stofsele. Personalet på stedet havde fået at vide, at badet skulle ske under opsyn, men det skete ikke.

For at værne om beboerens privatliv lod man døren til rummet stå på klem. Herefter overtog en kvindelig plejer ansvaret for beboeren fra en anden plejer, som fik lov at gå til pause - men vedkommende der havde overtaget ansvaret forlod efterfølgende baderummet. Da hun senere kom tilbage - blot 10 minutter efter - var den 40-årige mand druknet.

Begge plejere har tidligere været sigtet i sagen, men det er nu kun den plejer, der overtog ansvaret og ikke blev ved baderummet, der er tiltalt i sagen. Det oplyser advokaturchef fra Nordjyllands Politi, Torben Kaufmann, til Nordjyske.