Lors Doukaiev blev vist frem på landsdækkende belgisk tv som et godt eksempel på integration. To år senere blev han kendt i Danmark som terrorist.

B.T. har mødt dokumentarfilminstruktør Alain Marcoen i Liège. Han filmede i vinteren 2007-2008 Lors Doukaiev i bokseklubben BC Cocktail og havde flere samtaler med manden, der i dag er kendt i Danmark som bombemanden fra Hotel Jørgensen.

Alain Marcoen kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da han så den unge boksehelt på forsiden af den lokale avis La Meuse - ikke som stolt vinder af endnu en kamp, men som såret fange, anklaget for en mislykket terrorhandling.

- Jeg var virkelig overrasket. Jeg forstår slet ikke, hvorfor han har gjort det, siger Alain Marcoen.

Han lavede dokumentarfilmen om bokseklubben BC Cocktail, fordi han ser den multikulturelle klub som et billede på integrationen i Liège - et billede på morgendagens Belgien, som han udtrykker det.

I klubben fik han øje på den stærke bokser med benprotesen og mødtes siden med Lors Doukaiev flere gange for at vinde hans tillid og lære ham at kende inden optagelserne. Under samtalerne på en lokal café fik Alain Marcoen indtrykket af en ung mand, der var lige så intelligent, som han var talentfuld i en boksering.

- Det han gør med sin krop, det er jo helt ekstraordinært, siger filminstruktøren med tydelig beundring i stemmen.

Hans mor var stolt
-
Han var meget vidende. Vi talte om arkitektur, fordi han jo gerne ville være arkitekt. Men vi talte også om kunst og litteratur. Hans baggrund får ham til at virke nærmest livsklog, fortæller Alain Marcoen, der selv fremstår som en intellektuel med sine lange refleksioner og lidt viltre hår.

Marcoen mødte også tjetjenerens mor, Kisa, to gange.

- Hun var så stolt af sin søn og over, at han skulle være med i filmen, siger han.

Alain Marcoen har svært ved at tro, at Lors Doukaiev er blevet ekstremist.

- Jeg filmede en boksekamp med ham, hvor han bad inden kampen. Men ellers er det mit indtryk, at han er muslim på samme måde, som jeg er kristen. Mange forveksler islam med islamisme. Jeg tror ikke, at det her handler om hans religion, siger Alain Marcoen, der dog ikke kan uddybe med andet end spekulationer.

- Måske har han mødt nogen, der har fået ham til det? Jeg ved det ikke, siger han med en hovedrysten.