I dag for præcis et år siden, torsdag den 14. juli 2016, blev den sydfranske by Nice ramt af et terrorangreb, da en 19 ton tung lastbil pløjede ind i en større menneskemængde, der opholdt sig på byens strandpromenade i forbindelse med Bastilledagen. 85 mennesker døde, og over 400 blev såret under angrebet.

Angrebet var langt fra det første af sin slags i Europa, men det var første gang, europæerne så en lastbil blive taget i brug som et regulært våben i forsøget på at sprede skræk og rædsel. Siden har vi set eksempler på lignende angreb i både Berlin, London og Stockholm, fordi det ifølge terrorforsker ved Aarhus Universitet Carsten Bagge Lausten er en simpel og let måde at udføre et angreb på.

»Efter angrebet i Nice har vi set, at der er kommet en bølge af denne type angreb. Berlin, London og Stockholm er formentlig de angreb, som de fleste tænker på, og det er på mange måder en 'smart' måde at lave et angreb på, fordi det er så lavteknologisk,« siger han og tilføjer:

»Det er noget, som alle og enhver kan udføre. Det kræver ikke den store planlægning eller finansielle støtte, og så kan det udføres af et enkelt individ. Samtidig er det et angreb, der kan sættes ind, hvor som helst, og som vi stort set ikke kan gardere os imod. Hvis folk vil gøre det, er det relativt let.«

Og det er ifølge Carsten Bagge Lausten også årsagen til, at angrebet i Nice var med til at ændre vores trusselsopfattelse. Der er tale om en anden type af angreb end dem, som har været rettet mod symbolske mål som eksempelvis satiremagasinet Charlie Hebdo eller den islamkritiske Lars Vilks tale ved Krudttønden i København.

Alle er i modsætning hertil potentielle mål for angrebene med lastbiler.

»Men terrorangrebet i Nice var også et terrorangreb med et hverdagsobjekt, som ændres til en drabelig teknologi. Og det skaber dermed pludselig en angst for kørertøjer som sådan. Måske sidder der en terrorist i en af disse? Det har siden domineret vores trusselsopfattelse. Ved alle offentlige arrangementer tænker man i dag på trusler i forhold til lastbiler,« siger han og tilføjer, at terrorangrebet i Nice formentlig har været med til at inspirere andre terrorister rundt om i Europa.

I tiden op til terrorangrebet i Nice opfordrede Islamisk Stat i deres magasin Dabiq deres medlemmer til netop at gøre brug af hverdagsobjekter i forbindelse med angreb - eksempelvis en lastbil, og mens det synes at være en af terroristernes fortrukne metoder lige nu, så skal vi fremover formentlig forberede os på en helt ny type angreb.

»Terroren abonnerer på det uventede, og det er terrorens natur er at være innovativ og uforudsigelig. Men terrorister lærer naturligvis også af hinanden, og det er det, vi har set.«