Der var langt fra den storsmilende og kameraglade Kurt Thorsen, som danskerne kender fra PFA-sagen, til den Thorsen, der tirsdag lavmælt og til tider grædende vidnede i byretten i Grindsted mod de to mænd, der overfaldt ham i Statsfængslet i Sdr. Omme den 16. september.

Domsmandsretten idømte de to overfaldsmænd, den 22-årige Andre Siim og den 18-årige Mohamed Ayoub, fængsel i halvandet år hver. De to havde nægtet sig skyldige og ønskede ikke at udtale sig under retssagen, men de blev dømt efter anklageskriftet for vold af særlig farlig karakter og trusler. De dømte vil nu tænke over, om de vil anke dommen.

Den bedrageridømte Kurt Thorsen var i retten iklædt et velsiddende sort jakkesæt, men han talte lavt og til tider usikkert og grådkvalt om det, der skete den 16. september. Kun da han skulle udpege gerningsmændene, kiggede han mod højre på de to tiltalte - ellers så han kun på anklageren og dommeren.

Thorsen forklarede, at de to overfaldsmænd var kommet ind i hans celle og havde beskyldt ham for at være stikker. Mohamad Ayoub var bevæbnet med en kødhammer, mens Andre Siim medbragte en billiardkugle i en stofpose, og det gik voldsomt for sig i celle 13. Thorsen mente, han blev ramt 11 gange i hovedet og en gang i brystet, og han var meget bange, især for kødhammeren.

Den 48-årige Kurt Thorsen blev i januar 2002 idømt seks års ubetinget fængsel for bedrageri for 3,7 milliarder kroner for sin rolle i PFA-sagen, og han begyndte sin afsoning i Sdr. Omme den 1. august samme år.

/ritzau/