Der er fortsat ingen spor efter den 16-årige gymnasieelev fra Frederikshavn, der natten til fredag forsvandt under en skiferie i Bad Gastein i Østrig.
Det oplyser det lokale politi til Ritzau.
- Vi har sat alle sejl til i eftersøgningen. Alle redningsmyndigheder er alarmeret, og vi har også en helikopter i luften, siger politiets talsmand, Alfred Mayer.
Vi har gennemsøgt et område på 7-800 meter i alle retninger fra diskoteket. Men vi har intet positivt spor at gå efter, siger talsmanden.
Drengens forældre og bror er lørdag ankommet til Bad Gastein, oplyser den vagthavende i Borgerservice.
En sko og en cardigan er indtil videre eneste spor af den 16-årige danske gymnasieelev. Drengen forsvandt efter en bytur torsdag aften.
- Han festede og havde det sjovt sammen med bandet på baren, hvorpå han gik hjem. Det næste der sker er, at han kommer løbende i den helt modsatte ende af byen i bar overkrop og med en sko i hånden. Han blev forsøgt stoppet, men det var umuligt, fortæller en lokal dansker til bt.dk Herefter er der ingen som ser drengen, der går i 1. g på Frederikshavn gymnasium.






















