17-årig sad tre dage i voksenfængslet Vestre Fængsel. Her følte han sig behandlet som slave og undermenneske og måtte gå sulten i seng.

- Da jeg bad om nogle cornflakes, råbte vagten, at jeg skulle sige "be' om", fortæller 17-årige Matias Littauer til Ritzau.

Han er netop blevet løsladt efter at have siddet varetægtsfængslet i 20 dage, fordi han befandt sig i Ungdomshuset under rydningen. Tre af dagene opholdt han sig i Vestre Fængsel, og det var her, at fængselspersonalet efter Matias' mening havde været meget hårde og provokerende i tonen.

- De var hele tiden provokerende. Jeg følte mig som om, jeg var deres slave. De behandlede mig som et undermenneske.

Efterfølgende var Matias fængslet sammen med andre unge i Sandholm og på en sikret institution, og her var forholdene langt bedre end i Vestre Fængsel.

- Man skulle ikke gå sulten i seng. I Vestre fik man mad 16.45, og så måtte man selv spare til senere på aftenen, så brødet blev hårdt.

/ritzau/