Tre unge mennesker blev fredag ved Retten i Horsens dømt for et voldeligt sexovergreb af en blot 15-årig pige, der fandt sted i november sidste år. Gerningsmændene er en 17-årig pige fra Vejle, en 22-årig mand fra Hørning og en 23-årig mand fra Herning.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

En tidlig november aften i Hørning sidste år blev en 15-årig pige udsat for sit livs mareridt nær Hørning Station i Østjylland.

Hun blev gennemtæsket, tvunget til oralsex, forsøgt voldtaget og truet på livet af de tre unge mennesker. Efterfølgende fik hun kastet flere sten efter sig og blev forladt uden sin mobiltelefon.

Det kommer de unge gerningsmænd nu til at bøde for.

»De tre er dømt for at have slået den 15-årige med en kæp, så hun blandt andet brækkede armen,« fortæller anklager for Sydøstjyllands Politi Emma Dall ifølge pressemeddelelsen.

»Hun blev udsat for voldtægtsforsøg af den 23-årige mand, som også tvang hende til oralt samleje, mens de to andre dømte opholdt sig i nærheden. De var altså vidende om det, og derfor blev de alle tre dømt for det. Herefter truede den 23-årige mand pigen med, at han ville slå hende ihjel, hvis hun fortalte politiet om det.«

Efter overfaldet stjal den 17-årige pige og den 22-årige mand offerets mobiltelefon. Det lykkedes den 15-årige at råbe efter hjælp, men da en yngre mand forsøgte at komme hende til undsætning, begyndte de tre gerningsmænd at kaste med sten.

Flere kriminelle forhold

Den 17-årige kvinde blev fredag også dømt for et andet overfald, som skete omkring en måned inden voldtægtsforsøget. Her overfaldt hun en 19-årig pige og truede hende, hvis hun gik til politiet.

Også den 22-årige mand fra Hørning har andre kriminelle forhold på samvittigheden.

»Han blev dømt for at have stjålet en bil den 29. august 2015, for at køre i den uden kørekort og for at køre ind i en parkeret bil og herefter stikke af herfra,« forklarer Emma Dall til Sydøstjyllands Politi.

Både den 17-årige kvinde og den 22-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden voldtægtsforsøget i starten af november sidste år. Her skal de blive, til de har afsonet deres straffe.

Den 17-årige kvinde fik en samlet straf på 1 år og 9 måneders fængsel, den 22-årige mand fik 2 års fængsel og en bøde på 12.000 kr. for overtrædelse af færdselsloven og den 23-årige fik 2 år og 3 måneders fængsel for episoden i november.

Alle tre blev samtidig dømt til at betale den 15-årige pige 78.000 kr. i erstatning.

Den 17-årige kvinde og den 23-årige mand modtog deres dom, mens den 22-årige mand valgte at anke sin dom til Landsretten.