Politiet efterlyser en mand i starten af tyverne med 'army'-frisure og tatoveringer på halsen efter grov vold.

En glad aften på Pioner Bar i Kræmmergade i Varde endte voldsomt for en ung mand, som måtte en tur på sygehuset, da han fik en stor bule og et snitsår i hovedbunden ved højre tinding efter at være blevet slået i hovedet med en flaske.

Overfaldet fandt sted klokken 04.56.

Voldsmanden stjal efterfølgende den unge mands mobiltelefon. En kammerat til den unge mand blev desuden også udsat for vold af samme gerningsmand, som politiet nu meget gerne vil have fat i.

Det er endnu uklart, hvad motivet har været, da de unge mænd, på henholdsvis 18 år og 17 år, efter overfaldet var så omtumlet, at politiet valgte at sende dem en tur på skadestuen og vente med afhøringen.

Politiet har til gengæld set beværtningens overvågningsvideo igennem og beskriver herudfra den efterlyste:

Mand i alderen 20-25 år. 185-195 cm høj. Spinkel af bygning. Kort blond hår. 'Army'-klippet. Tatoveringer op langs halsen i form af bogstaver.

Sydjyllands Politi hører meget gerne fra vidner eller andre, som har en mistanke om, hvem manden kan være.