Fire gerningsmænd truede sig til et større pengebeløb hos en 60-årig mand i Nørager nord for Hobro.

Omkring 20.30 tirsdag aften lukkede en 60-årig mand fire gerningsmænd ind i sit hus, en ødeliggende landejendom i Nørager nord for Hobro. De var iført hvide kedeldragter og havde en pistol, som de truede manden med og tvang ham til at udlevere et større pengebeløb.

Det fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi Bent Højgaard, der også oplyser, at politiet går ud fra, at de fire gerningsmænd må have et kendskab til, at den 60-årige lå inde med et større pengebeløb:

- Vi arbejder med den teori, at de er fra lokalområdet, og at de må have haft kendskab til, at manden havde et større pengebeløb liggende. Det virker i hvert fald ikke tilfældigt, at de slår til hos netop ham også fordi det er et lidt øde område, siger vagtchefen.

Røveriet varede i mere end to timer, formodentligt fordi manden ikke ville udlevere pengene til røverne uden videre. Først 23.15 forlader de fire gerningsmænd stedet, og 23.24 indløber anmeldelsen hos Nordjyllands Politi.

Den ældre mand blev undersøgt for eventuelle spor efter gerningsmændene, men han slap med knubs efter det over to timer lange røveri.

Politiets teknikere har undersøgt gerningsstedet, men er ikke nået frem til videre signalement af gerningsmænd eller deres køretøj.

- Vi ved, at gerningsmændene var iført hvide kedeldragter, og at de talte et gebrokkent engelsk, muligvis med østeuropæisk accent. En nabo har hørt en bil omkring klokken 20.30, og det har formodentligt været gerningsmændene. Men vi har hverken mærke eller registreringsnummer på den bil.

Politiet hører gerne fra folk i området, der har set eller hørt noget omkring gerningstidspunktet på telefon 114.