Et grædende vidne har netop gennemhullet den drabsdømte Rasmus Popendas forklaring i retten. Det var hendes 20 års fødselsdag, der 2. juni endte som en voldsnat.
Den 21-årige Rasmus Popenda, der i 2007 blev dømt for det bestialske drab på en 48-årig familiefar ved Aalborg Stadion, sidder lige nu på anklagebænken i Retten i Aalborg tiltalt for ny vold, begået blot syv måneder inde i hans prøvetid. Sammen med en kammerat er han tiltalt for at have overfaldet og slået den 24-årige K. efter en bytur 2. juni i Aalborg i år.
Forinden havde Rasmus Popenda nægtet sig skyldig, og torsdag tog den medtiltalte kammerat Kasper da også hele skylden for voldsgerningen. Men halvanden time inde i retsmødet tog et centralt vidne plads i vidneskranken. En 20-årig pige, der er kæreste med ofret, og som på voldsnatten holdt sin 20 års fødselsdag i netop Fælleshuset i Aalborg, hvor volden skete udenfor.
Her forklarede hun grædende om sin store aften med mere end 50 gæster, der var forløbet problemfrit, indtil der omkring klokken 7.00 om morgenen trillede en grå bil op foran festlokalet. Her så hun fire personer stige ud af bilen. ‘Tre fyre og en tøs’, bemærkede hun i retten. Dernæst så hun dem angribe hendes kæreste, K., og hun så netop Rasmus Popenda slå kæresten. To gange.
- Han slog. To gange, svarede hun med bævende stemme og bekræftede, at der blev slået både med flad hånd og knyttet næve.
I første omgang troede hun, at kæresten var død efter slagene.
- Han er helt væk, der er blod overalt, og vi kan slet ikke få kontakt til ham. Mine venindes forældre er heldigvis kommet for at hente min veninde, og de hjælper os, fortalte den 20-årige i retten.
Tårerne stod i øjnene, mens hun fortalte, at aftenen ellers var forløbet så godt, at der ingen problemer havde været mellem hendes kæreste og Rasmus Popendas 14-årige lillebror, som på gerningsnatten tilkaldte sin 21-årige bror for at beskytte sig. De havde snakket godt, og der var ingen grund til, at Popendas lillebror skulle føle sig truet af hendes kæreste, fremførte hun.
Den mor, der var kommet for at hente sin datter ved festlokalet på gerningstidspunktet, fortalte også med nervøsitet i stemmen, hvordan hun ankom til det, hun troede var en skudepisode.
- Der lød et slag, og jeg troede virkelig, at det var skudt, sagde moderen i vidneskranken.
Men på spørgsmålet om, hvem der slog, svarede hun sikkert:
- Ham den unge mand dér, sagde hun og nikkede i retning af Rasmus Popenda.
Anklageren har krævet fængselsstraf til begge tiltalte, og Rasmus Popenda frygter med god grund en ny dom. For dømmes han torsdag, risikerer han at få udløst sin reststraf på 697 dage, fordi han har en alvorlig dom bag sig.
Da han 30. november blev sat på fri fod fra Statsfængslet i Ringe, var det med en prøvetid på tre år, hvor han de første to år skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen og deltage i afvænning for både alkohol- og stofmisbrug.