Udstyret med et spejlreflekskamera har en mand på Bornholm det seneste års tid gået rundt og taget billeder af unge pigers numser og lagt det på sin hjemmeside.

»Nogen som ved hvem det her er,« lyder det i et Facebook-opslag, der lige nu deles og kommenteres flittigt af indbyggerne på solskinsøen Bornholm med et billede af en mand, der er i færd med at tage et billede med sit spejlreflekskamera.

Årsagen er, at en 50-årig mand i godt et år har vandret rundt i flere bornholmske byer og taget billeder af unge pigers numser og lagt dem op på sin hjemmeside.

Og det er rygtes blandt det bornholmske folk, der nu eftersøger manden via Facebook.

Én af dem er Sabine Pedersen på 21 år fra Nexø. Hun har optrådt på den 50-årige mands hjemmeside, uden at have givet manden samtykke til lægge billederne, som han har taget af hende i skjul, ud på sin hjemmeside.

»Det er skræmmende, at jeg og andre slet ikke har observeret ham gøre det. Jeg føler mig krænket og virkelig sårbar på en eller anden måde. Og jeg har tænkt mig at melde ham i dag. Manden nærmest jagter unge piger og tager billeder,« siger hun til BT og spørger:

»Hvad har han mon ellers liggende?«

Artiklen fortsætter under billedet.

Sabine Pedersen.
Sabine Pedersen.
Vis mere

Ifølge flere af de piger, som manden har taget billeder af, har den pågældende hjemmeside eksisteret i et år, men er blevet lukket ned, efter den er kommet i bornholmernes søgelys.

Og selv om pigerne er fuldt påklædt på billederne, så er det ifølge Sabine Pedersen dybt grænseoverskridende.

»Nogle vil sikkert mene, at det blot er et billede, men for mig er det ikke blot et billede. Ingen af de unge piger, der har været på den hjemmeside, har haft en anelse om, hvad der foregik,« siger Sabine Pedersen.

17-årig: Jeg brød sammen

Flere af de piger, der har været at finde på den pågældende hjemmeside, blev fotograferet, da de var 13-14 år, fortæller en 17-årig pige, som BT har været i kontakt med. Selv ønsker hun at være anonym, men fortæller, at hun var 15 år på nogle af de billeder, som manden har taget og lagt på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter under billedet.

Et af de billeder, der har optrådt på hjemmesiden.
Et af de billeder, der har optrådt på hjemmesiden.
Vis mere

»Jeg blev vildt forvirret, da der ligger billeder, som er taget, da jeg var 15 år, og nu er jeg 17. Først sad jeg og grinte lidt, men så kunne jeg ikke holde tårene tilbage,« siger hun og fortsætter:

»Jeg følte mig krænket og overvåget.«

Da hun opdagede, at hun var blandt de piger, hvis numser blev udstillet på hjemmesiden, fortalte hun det straks til sine forældre. Sammen blev de enige om, at billederne skulle fjernes hurtigst muligt og henvendte sig derfor til politiet.

»Der var over 160 billederne, og det var af rigtig mange forskellige piger,« fortæller hun og pointerer, at flere af hendes veninder også har været udstillet på mandens hjemmeside.

Politiet: Vi ved, hvem han er

Hos Bornholms Politi bekræfter man, at man har modtaget en række henvendelser fra flere teenagere.

»Vi har fundet frem til, hvem det er, og ham tager vi en snak med. Vi har endnu ikke styr på, om der er straffelovsovertrædelse, og om der er tale om blufærdighedskrænkelse,« fortæller Peter Jørgensen fra Bornholms Politi.

Artiklen fortsætter under billedet.

Et af de billeder, der har været på hjemmesiden.
Et af de billeder, der har været på hjemmesiden.
Vis mere

Selv om billederne af pigerne angiveligt har figureret på internettet i flere måneder og der angiveligt er tale om flere hundrede piger, så var det først mandag, at Bornholms Politi fik nys om sagen.

»Men det kan godt blive lidt svært at dømme ham for noget. Vi kigger på sagen,« fortæller Peter Jørgensen.

50-årig mand: »Det er en hobby«

BT har været i kontakt med den 50-årige mand, der står bag hjemmesiden og har taget de mange billeder. Ifølge ham var der blot tale om en fritidsbeskæftigelse.

»Det var en lille hobby, og jeg har altid synes, det var sjovt at tage billeder - streetphotography kan man kalde det,« siger 50-årige Jess til BT.

Jess har dog valgt at fjerne billederne fra hjemmesiden, da han efter eget udsagn ikke ønsker at gøre nogen utrygge.

Men kan du forstå, at pigerne føler sig krænket, når har optrådt på din hjemmeside, uden de vidste det?

»Ja, det kan jeg godt.«

Hvorfor har du så gjort det?

»Det ved jeg ikke. Det begyndte, da jeg begyndte med at tage billeder, og med de her nye kameraer, hvor der er autofocus, fandt jeg ud af, at man kunne sådan noget.«

Jess fortæller, at han har taget billeder i knap et år, og at mange billeder tidligere også har været at finde på billedtjenester som Flickr, indtil han oprettede sin egen hjemmeside.

Du har fjernet billederne fra din hjemmeside?

»Bornholm er ikke så stor, så der kan hurtig opstå en stemning, hvor folk ikke kan lide en længere.«

Selv om billederne allerede nu har fået markant bevågenhed hos bornholmerne, så håber Jess ikke, at sagen vil udvikle sig yderligere, da det aldrig har været hans intention af skabe utilfredshed.

Men har du så tænkt dig at fortsætte med at tage billeder af de unge piger?

»Nej, det har jeg ikke.«

BT er bekendt med Jess' fulde navn, men har valgt ikke at gengive det af hensyn til ham selv.  BT har valgt ikke at nævne hjemmesiden eller linke til Facebook-opslaget, da det indeholder krænkende materiale.