Mindst 100 containere blev kastet hid og did, da stormen Gorm søndag aften raserede containerterminalen på Aarhus Havn.

Stormen Gorm rev højspændingsledninger ned og knækkede træer som mikadopinde. Men et af de mest opsigtsvækkende beviser på stormens hærgen findes på Aarhus Havn.

Her er mindst 100 containere væltet omkuld som følge af stormens rasen søndag aften og natten til mandag.

»Man tror, det er løgn, at blæsten kan vælte en container. Det er virkelig voldsomme kræfter, der er på spil,« forklarer Per Andersen, Head of Operations ved Aarhus Havn.

Hovedparten af containerne var tomme og lå stablet op på havnens godsterminal. Men en tom container vejer immervæk to et halvt ton.

»Men den har en stor flade, og derved kan vinden få fat i den,« siger Per Andersen.

Ulykken skete søndag aften, da stormen kulminerede, og heldigvis var der ingen mennesker i nærheden, da det skete.

»Vi har en vagt, som sad og fulgte det på en TV-skærm,« fortæller Per Andersen, der priser sig lykkelig over, at der kun er sket materielle skader.

»Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå, at sådan noget sker. Men når det nu skete, var det godt, at det kun var nogle containere, der blev bulet, og at ingen personer kom noget til,« siger Per Andersen.

Aarhus Havn har indstillet arbejdet på containerterminalen, mens oprydningsarbejdet står på. Det ventes at være afsluttet mandag over middag.