Glenn Mensel fra Kolding nåede kun at blive 37 år. På sin polterabend 24. marts 2012, hvor han skulle fejres efter alle kunstens regler, fik han som en del af overraskelserne af sine nærmeste venner en lufttur som passager i et sportsfly.

Men dybt tragisk mistede den nu 44-årige pilot JNH herredømmet over den lille maskine, mens han fløj ulovlig kunstflyvning og foretog en såkaldt "wing over" i meget lav højde over terminalbygningen på Flyvestation Skrydstrup. Flyet ramte nogle grantræer, flyet styrtede med stor kraft mod jorden, og Glenn Mensel blev dræbt.

Læs også:

Piloten blev i marts i år idømt tre måneders betinget fængsel ved Retten i Sønderborg for uagtsomt manddrab og en lang række overtrædelser af luftfartsloven. Men nu vil han frifindes.

JNH valgte at anke byrettens dom, og på mandag skal ankesagen behandles i Vestre Landsret.
Anklagemyndigheden ankede også byrettens dom. Men til skærpelse. Og nu skal landsretten altså tage stilling til, hvad sagens endelige udfald bliver.

Inden Glenn Mensel så ulykkeligt blev dræbt, var alle bryllupsforberedelser på plads med ivrig deltagelse af både ham og hans Heidi.
Men i stedet for at Heidi skulle komme til at opleve sin største dag og stå hvid brud i Kristkirken i Kolding, blev hun i stedet enke, og parrets tre børn mistede deres far.
Sammen med deres mor måtte de følge deres far til graven efter en ceremoni i selv samme kirke, hvor brylluppet skulle have stået.