Den formodede gerningsmand til voldtægten af en 16-årig pige ved en fødselsdagsfest i Hjørring har meldt sig selv, efter at politiet ringede ham op.
En opringning fra politiet fik søndag aften en 28-årig mand til at møde op på politistationen i Frederikshavn. Nordjyllands Politi i Aalborg afhører ham nu i forbindelse med en voldtægt af en 16-årig pige i Hjørring natten til søndag.
Pigen var gæst ved en 30-års fødselsdag, men forlod festen for at hente sin mobiltelefon i en bil, da en mand ifølge pigen fulgte efter hende og voldtog hende i et nærliggende kælderrum. Voldtægten fandt sted i nærheden af Vendelbogade mellem kl. seks og kl. syv søndag morgen. Pigen udpegede selv den 28-årige mand, som også deltog i festen.
Først mandag bliver der taget stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
/ritzau/





















