Generalen og Doktoren kan få ufattelig stor indflydelse på, om den kommendes uges topmøde skal udvikle sig til en voldsom gadekamp mod politiet.

Den ene er hjernen. Den anden har musklerne.

Alle i det autonome miljø kender dem. Og alligevel kender de færreste dem: Generalen og Doktoren.

De to sky personer er bagmænd bag utallige sammenstød mellem politi og autonome op gennem 1990erne. To mænd, der i praksis kan få ufattelig stor indflydelse på, om den kommende uges topmøde skal udvikle sig til en voldsom gadekamp mod politiet.

Som bidronninger sidder de stille og lader en hær af arbejdere gøre det grove arbejde. De bestemmer, hvem der skal stikkes, de bestemmer, hvor ondt det skal gøre, og de bestemmer, hvor og hvornår det skal ske.

Også selv om de officielt intet har med demonstrationerne at gøre - og selv om de formentlig ikke engang selv vil være til stede, hvis det kommer til at brage løs i de københavnske gader.

Både Doktoren og Generalen har i årevis været fremtrædende medlemmer af den autonome gruppering AFA (Anti-Fascistisk Aktion).

En organisation, der især er kendt for sin modstand mod nazismen.

Men også en organisation, hvor nogle af medlemmerne - ifølge kilder med kendskab til det autonome miljø - har dannet hemmelige tæskehold. I aktioner, hvor Generalen ifølge B.T.s oplysninger er hjernen, og Doktoren kroppen og i perioder ligefrem Generalens bodyguard.

Begge har ifølge B.T.s oplysninger været drevet ikke bare af deres politiske overbevisning, men også af et voldsomt had til politiet.

Mens Generalen allerede i 1970erne som barn var involveret i gadekampe mod politiet og er politisk skolet, har Doktoren hovedsagelig hadet politiet, fordi de spolerede hans glimrende hash-forretning på Christiania.

Det var her, de mødte hinanden i begyndelsen af 1990erne - kort efter at AFA var blevet dannet. Og det var her, de slog pjalterne sammen med noget, der lignede en fremtidsvision: Kapitalismen, racismen og også gerne politiet skulle bekæmpes.

Ifølge B.T.s oplysninger fra kilder i miljøet blev resultatet af deres venskab hurtigt, at Doktoren fik ansvaret for at optræne og stå i spidsen for et decideret tæskehold, der har optrådt med stor brutalitet, der ikke lader rockerne meget tilbage. Og Generalen fik ansvaret for, hvor og hvornår de skulle slå til.

Tæskeholdet bestod af politiske sympatisører og AFA-medlemmer, og op gennem 1990erne stod det bag adskillige overfald på nazister og andre højreorienterede, ligesom man heller ikke er gået af vejen for konfrontationer med politiet. Heller ikke i udlandet, hvor Doktoren sammen med andre medlemmer af AFA flere gange er blevet anholdt.

Kamptræningen foregik i Den Grå Hal på Christiania, hvor AFA op gennem 1990erne som vagtkorps, koncertarrangører og barpersonale har tjent enorme beløb, der er kanaliseret videre til AFAs arbejde i det autonome miljø. Og at der er stor forskel på AFAs hjerne og krop, viser sig tydeligt, når man kaster et blik på, hvilke lovovertrædelser de to har begået.

Mens Generalens officielle synderegister tilsyneladende begrænser sig til en betinget dom for ulovlig indtrængen i TV-byen, da TV-Avisen i 1999 blev afbrudt af en gruppe autonome, har Doktoren ikke holdt sig tilbage. Hans strafferegister tæller både hashhandel, vold, vold mod politiet, hæleri og overtrædelse af våbenloven.heg