20 dages betinget fængsel for vold plus sagens omkostninger.

Sådan lød dommen tirsdag eftermiddag til den mand, der i slutningen af april overfaldt en fodbolddommer under U13-opgøret mellem Odense Boldklub og Odense Kammeraternes Sportsklub.

Manden, der er forælder til en af spillerne i OB, var tiltalt efter straffelovens paragraf 244, som kan give op til tre års fængsel. Så hård blev straffen slet ikke, men fodbolddommeren fra kampen, Jim Frandsen, er alligevel godt tilfreds.

»Jeg er fint tilfreds. Der er blevet statueret et eksempel, der siger, at man bare ikke gør den slags. Man går ikke ind og overfalder en fodbolddommer, og det er det, der er blevet slået fast med dommen i dag,« siger han til BT.

Læs også: Dommer blev overfaldet af fodbold-far til drengekamp: Jeg håber, han ryger i fængsel!

»Det, der er vigtigt for mig og formentlig også for mine kollegaer, er, at han blev dømt for vold. Det handlede ikke så meget om, hvorvidt han fik flere års fængsel, men mere det, at vi fik gjort det klart, at der var tale om vold, og at den slags opførsel fra tilskuere ikke er i orden,« siger Jim Frandsen.

Fodbolddommer Jim Frandsen glæder sig over dagens dom - og over, at han nu har fået en undskyldning fra den mand, der overfaldt ham til en U13-kamp i april.
Fodbolddommer Jim Frandsen glæder sig over dagens dom - og over, at han nu har fået en undskyldning fra den mand, der overfaldt ham til en U13-kamp i april. Foto: Privat
Vis mere

Kampen, der fandt sted i Odense den 25. april, løb helt af sporet, da Jim Frandsen ville give et gult kort til en af OB-spillerne for at have talt grimt til en modspiller. Det fik imidlertid forælderen til spilleren til at gå amok. Han marcherede på banen, rev fat i Jim Frandsen og slog ham.

Læs også: Far overfaldt dommeren til drengekamp: Han var heldig, jeg ikke gjorde mere

I de følgende dage udtalte forælderen til BT, at han bestemt ikke angrede sin hårdhændede behandling af Jim Frandsen, der snarere skulle prise sig lykkelig for, at han ikke fik flere tæsk. Men i Retten i Odense fik piben en anden lyd, da sagen blev behandlet tirsdag.

»Da vi stod udenfor, kom han hen, gav mig hånden og sagde undskyld. Jeg er jo en mand, og når andre mander sig op på den måde, så skal man selvfølgelig tage imod det. Jeg skal jo ikke være et dumt svin. Han vidste godt, at det, han havde gjort, var forkert. Det betyder meget for mig, at han nu siger undskyld,« siger Jim Frandsen.

Han fortæller, at forælderen var 'meget berørt af situationen', og at det var tydeligt at se, at han ikke kunne lide at være i situationen.

Læs også: Dommer taler ud efter forælder-overfald til drengekamp: Fuldstændig vanvittigt

I sidste ende er Jim Frandsen imidlertid bare glad for, at det ikke endte med en frifindelse.

»Jeg var blevet meget skuffet, hvis han ikke var blevet dømt for vold, for så havde jeg frygtet for mine kollegaer fremover.«

»Hvis det lige pludselig blev ok med rettens ord at slå på dommere, så tror jeg ikke, der ville være ret mange fodbolddommere i breddeidrætten i dag. Og det er jo os, der holder liv i fodbolden,« siger han.

Hvis navnet ‘Jim Frandsen’ i øvrigt ringer en klokke hos bokse-interesserede, så er den god nok. Han er tidligere danmarksmester i boksning og har været boksetræner i en række fynske klubber siden 1987.