Fynsk skolelærer ville se elev i g-streng

En mandlig lærer på friskolen Ådalskolen i Odense sendte gennem længere tid sms-beskeder med seksuelle undertoner til en dengang 14-årig skolepige. Han bad blandt andet om at se hende i g-streng, skriver Fyens Stiftstidende.

"Hør lige... Jeg er godt i stødet, og konen er på job. Hvad ville du gøre," skrev han eksempelvis til pigen, der gik i 7. klasse.

Først da hun i foråret gik i 9. klasse på efterskole, fik hendes gymnastiklærer overbevist hende om, at hun skulle sige det til sine forældre. Det kom som et chok for hendes mor, Joan Olsen. - Hårene rejste sig på mine arme, og jeg sagde til hende, at hun slet ikke skulle føle sig skyldig, husker hun.

Læreren blev meldt til politiet, som dog ikke gik videre med sagen, og en utryg forældregruppe har siden forsøgt at få skolens ledelse til at gribe ind. Men forgæves.

I et brev til forældre og ansatte en uge før skolestarten mandag skriver skolens ledelse, at man trods den "upassende sms-udveksling" ikke ser nogen grund til, at den pågældende lærer ikke kan fortsætte på skolen. Der står også, at man ud over sms-udvekslingen ikke er bekendt med andre episoder, der har givet anledning til bekymring. Selv om ledelsen i juni blev kontaktet af rådvilde forældre, hvis datter fra 8. klasse læreren netop havde skrevet til på Facebook.

I går tog flere forældre konsekvensen og meldte deres børn ud af skolen, selv om ledelsen i samme ombæring kunne meddele, at den pågældende lærers ansættelse ophører. Det gælder også Pernille Kjær Stenstrøms datter. - Vi har været glade for skolen, men jeg har bare nul tolerance over for det her, siger hun.

Ifølge skoleleder Ole Olsen har den pågældende lærer netop selv sagt op, men vil ikke kommentere sagen yderligere. Læreren selv mener dog ikke, at ansættelsesforholdet er afklaret endnu. Han bekræfter over for avisen at have sendt upassende sms-beskeder til eleven, men føler sig renset af politiet.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her